Whipstriker – Merciless Artillery

Whipstriker – Merciless Artillery

  • Music In General - 8/10
    8/10
  • Personality - 5/10
    5/10
  • International standard - 8/10
    8/10
  • Production - 8.5/10
    8.5/10

Album Info

Whipstriker
Merciless Artillery
Hells Headbangers
9. marts 2018

7.4/10
User Rating: 0.0 (0 votes)
Sending

Hverken Venom eller Mötorhead har levet forgæves på dette 4. fuldlængde udspil fra brasilianske black speed punk’n’rollere, men det betyder bestemt ikke, at det ikke er værd at give et lyt…

Whipstriker fra Rio de Janeiro har siden 2008 spredt deres ”mayhemic filth and destruction” i undergrunden og har intet mindre end 4 fuldlængde albums (dette album medregnet), 4 EP’er/Singler, 2 compilations og 18 split releases på gaden. Ganske produktivt må man sige.

Whipstriker er, som så mange andre sydamerikanske bands, ikke sammentømret af de samme musikere, men Victor ”Whipstriker” Vasconcellos er hjernen bag bandet og gennemgående på alle udgivelser.

På ”Merciless Artillery” er line-uppen følgende: Whipstriker, bas og vokal / Hugo Golon, guitar og trommer

Whipstriker spiller en form for ”black speed punk’n’roll”, hvor der er ekstremt tydelige referencer til specielt Venom og Motörhead, men også bands som Warfare, Sodom, Celtic Frost, Tank og Bulldozer slipper heller ikke fri.

Oplagt er det at sammenligne dem med genrefællerne Midnight fra USA og Power from Hell fra Brasilien.

Merciless Artillery genopfinder Whipstriker igen kundskaben at genopfinde absolut intet nyt. Der er formodentlig ikke et eneste riff, et eneste trommeslag eller en eneste vokalfrasering at spore på dette album, som ikke allerede er gjort hundrede, ja måske tusindvis af gange.

Det er simpelt, det er ikke alle steder lige velspillet, og det er frem for alt ikke kønt.

Produktionen er lidt ujævn og ligger ikke skjul på, at det ikke er musikalske prog-genier, vi har med at gøre.

MEN… hvad gør det, når bare det er fedt! Ja, det er sgu’ gentagelse efter alle kunstens regler, men de førnævnte bands har jo allesamme udgivet albums, som vi holder af, så ”lidt” kopiering herfra gør ingenting.

Produktionens ujævnhed gør, at det aldrig bliver alt for pænt, og det giver samtidig lidt charme til musikkens simplicitet. Albummets 8 numre og spilletiden på 30 minutter gør, at man faktisk ikke når at blive træt af gentagelserne.

Numrer som ”Mantas’ Black Mass” og ”Warspell” OSER af Venom, og særligt Victors vokal er nærmest en direkte kopi af Cronos’ raspende stemme.

Disse to numre er også klart værd at fremhæve sammen med ”Enemies Leather”, et nummer som jeg ganske enkelt måtte høre gentagende gange – meget, MEGET højt! Det rykker sgu’ i røvskægget, folkens!

Whipstriker smider igen en udgivelse på gaden for dem, der kan lide sort rock’n’roll, Venom’sk tilbedelse og gaspedalen i bund. Jeg kan li’ det!


Merciless Artillery er oprindeligt udsendt digitalt i december 2017, men får nu release på CD, LP og kassette.

Kommentarer

kommentarer