SpitAnger – SpitAnger

SpitAnger – SpitAnger

  • Music - 9/10
    9/10
  • Personality - 8/10
    8/10
  • Airplay Potential - 7/10
    7/10

Album Info

SpitAnger
SpitAnger
Fast Beat Records
2015

8/10
User Rating: 4.7 (3 votes)
Sending

 Groovy thrashdebut fra hårdtslående københavnere

redaktionen-stig-nyeng3Musikken taler nærmest for sig selv

SpitAnger er et groovy death thrash band fra København bestående af de fire fuldvoksne drenge, Mario Giovagnoli (vokal), Rasmus Toftlund (guitar), Sammy Damiri (bas) og Niels Alex Larsen (trommer). Bandet har netop udgivet deres selvbetitlede debutalbum, men eftersom det nogenlunde er de eneste fakta, pressemeddelelsen vil ud med udover den sædvanlige mængde mere eller mindre ligegyldige superlativer, springer vi i dagens anledning let og elegant over alt det kedsommelige, og jeg vil i stedet koncentrere denne anmeldelse fuldt ud om selve musikken.

En allestedsværende legesyg tilgang til musikken

Det er til gengæld heller ikke så svært, for musik er der selvfølgelig masser af på denne debut, og fandeme om den ikke også holder – langt det meste af vejen, i hvert fald. Albummet lægger hårdt ud med et førsteklasses metalriff bestående af bas og guitar samt et bundsolidt og yderst velfungerende groovy trommebeat, der samlet set nok bedst kan beskrives som en symbiose mellem Pantera og Lamb Of God. En fællesfront af hardcoreinspireret vokalfremførelse – ikke ulig mange af Carnivores sange fra albummet, Retaliation – sætter herefter ord til musikken, og stilen er ligesom lagt. Musikken er thrash, trommeføringen er groovy og varieret, og sangmæssigt spænder SpitAnger over både thrash, hardcore, death og moderne nu metal, hvoraf sidstnævnte nok viser sig bedst (eller værst, om man vil) i de mere melodiske og naturligt indsungede omkvædsparter. Inspirationerne i blandt andre førnævnte Pantera og Lamb Of God samt en pæn mængde Testament og flere andre metalkonstellationer er ikke just gemt af vejen, men både den personlige storcharme samt bandets allestedsværende legesyge tilgang til musikken, er til gengæld uomtvistelig, og derfor fungerer SpitAnger på langt størstedelen af denne debut.

Selve produktionen er der som sådan heller ikke meget at komme efter. Bevares, der er stadig et godt stykke vej til dén pompøse og perfektionistisk massive wall of sound, som amerikanerne lige siden producer Phil Spectors storhedstid har perfektioneret til ukendelighed, men mindre kan bestemt også gøre det, og alt i alt har SpitAnger formået at skabe en på én gang velkendt, men også personlig udgave af deres genremæssigt beslægtede amerikanere.

Ingen naturlig sang, tak!

Et par mere eller mindre enerverende aspekter er dog selvfølgelig heller ikke til at komme udenom, men alt andet ville også være næsten utænkeligt for en mere eller mindre selvproduceret debut som denne. Her tænker jeg især på de passager og omkvæd, hvor forsanger Mario Giovagnoli vælger at udfolde sig ved hjælp af sine mere naturlige og melodiske sangteknikker, for selv om meningen er både forståelig og genkendelig i forhold til andre bands af samme genre, fungerer det i denne sammenhæng desværre ikke efter min overbevisning. Hverken melodierne eller Marios vokalkapacitet synes nemlig at kunne bære det i de fleste tilfælde, og i stedet for at give musikken en tiltrængt pause fra al dens skrig, skrål og growl, ender det derfor ofte mere anstrengt end mange af de hårde passager. Langt bedre forholder det sig, når Mario skiftevis råber og growler igennem, men hér fremstår Marios vokal til gengæld også perfekt til genren, og musik og vokal går op i en højere enhed.

Velbevandret indenfor genren og tryg ved selve udførelsen

De sidstnævnte hårde passager er heldigvis langt flere end alle popmomenterne, og når SpitAnger fyrer al krudtet af på én gang, som de faktisk gør på langt størstedelen af skiven, er man ikke et øjeblik i tvivl, hverken om bandets tekniske formåen eller det faktum, at SpitAnger er både velbevandret indenfor genren og tryg ved selve udførelsen af selvsamme. Lækre soloer (eller soli – efter eget valg), fuldfede metalriffs, skrig og growl en masse og en yderst fornuftig trommeføring dominerer nemlig denne debut, og derfor er SpitAnger helt bestemt både et band og et album, der er værd at tjekke ud.

Gratis download med mulighed for at donere

Pladen udkom d. 1. november her i 2015, men endnu vigtigere er det måske at nævne, at udover diverse streamingtjenester samt iTunes med flere, kan man også downloade albummet kvit og frit på album.spitanger.com. Hvis man har lyst og råd, kan man samtidig donere et beløb efter eget valg, men dette er dog ikke et must, så alt i alt er der ikke mange gode grunde til ikke straks at erhverve sig denne charmerende og hårdtslående debut.

Kommentarer

kommentarer