Rockstruck takker af for nu!

Rockstruck takker af for nu!

En ære er slut… lad en ny begynde!

Ærede læsere, metalhoveder, rock-entusiaster, samarbejdspartnere, kollegaer og konkurrenter samt almindeligt interesserede.

For præcist 3 år siden (+/- et par dage) gik Rockstruck Webzine online for første gang med det fremmeste formål at skabe et kvalitetsorienteret og netbaseret rock- og metalmagasin med særlig fokus på tråd fra den danske (og skandinaviske) undergrund.

Alt har dog desværre sin tid, og jeg har nu fundet det nødvendigt at kaste håndklædet i ringen – ikke på grund af hverken metal-træthed eller manglende engagement, men derimod ønsket om at betræde nye jagtmarker samt min stigende lyst til at fokusere endnu mere på egen musik i form af både Bunkerstruck og andre rock- og metalbaserede projekter.

At starte et blad op fra bunden ene mand er sgu’ ikke nogen nem opgave. Udover alt det visuelle (design, layout, logo m.m.) har det krævet en god portion ihærdighed at etablere de nødvendige kontakter med pladeselskaber og andre samarbejdspartnere, og selv om både musikken og interessen har oplevet noget af en renæssance indenfor de seneste år, har der samtidig ligget masser af arbjede i at gøre potentielle læsere opmærksomme på bladets eksistens.

Opbakningen fra danske bands og danske pladeselskaber har derimod været til stede fra dag 1, og det begyndte hurtigt at strømme ind med albums, demoer og andre nyheder fra nær og fjern, mens jeg oplevede stor samarbejdsvilje fra næsten samtlige danske bands i forhold til eksempelvis interviews og deslige, hvilket både gjorde mit arbejde en hel del lettere, men selvfølgelig også arbejdsbyrden væsentligt større.

Heldigvis består den danske undergrundskultur indenfor rock og metal af ufatteligt mange engagerede og hjælpsomme fans, der ikke er bange for at give deres besyv med i forhold til både anmeldelser og artikler, og i takt med bladets stigende popularitet har jeg derfor hurtigt kunne finde hjælp i en stor flok gæve personligheder. Her vil jeg lige kaste en særlig tak efter Rockstrucks både nuværende og tidligere anmeldere og skribenter i form af Michael Møller NielsenDaniel Jakob SlengerichBoris LarsenTanja OlsenMads Stokholm LambrechtTobias ChristensenBrian Krøyerr samt mine medspillere på bandfronten, Ole Kaspersen og Henrik Juul. Foruden hver deres respektive bidrag havde Rockstruck.dk ingenlunde opnået de godt 1300 potentielle læsere samt en anmeldelseskarakter på 5 ud af 5 på Facebook, som bladet i dag kan bryste sig af, og jeg både håber og ved, at vores veje fortsat vil krydses fra tid til anden – enten her på nettet eller ude i den virkelige rock- og metalverden…

Rockstruck Webzine har været en helt fantastisk rejse, der har kastet masser af gode oplevelser og fine bekendtskaber af sig, og beslutningen om at takke af og give afkald på det hjertebarn, bladet med tiden er blevet, sker derfor ikke uden en betydelig portion vemod.

Om bladet genopstår en dag enten i sin nuværende form eller på nye præmisser, skal jeg ikke kunne sige, men indtil videre lader jeg bladet ligge online i et godt stykke tid endnu. Jeg er dog ingenlunde færdig med branchen, så ligger du inde med en god idé eller et jobtilbud, skal du sgu’ ikke holde dig tilbage med at skrive. Jeg er åben overfor alle forslag.

Af hjertet tak til alle jer læsere, der enten har holdt ud fra starten eller sprunget til sidenhen, og skulle du af uvisse årsager gå hen og savne Rockstruck.dk, vil jeg gerne lige benytte lejligheden til at give mine varmeste anbefalinger til en række andre danske rock- og metalmagaziner, der hver eneste dag lægger et hårdt (og ulønnet) arbejde og stolthed i at fremme dansk (og udenlandsk) rock og metal: HEAVYMETAL.DKGFrockRockZeit.dkRevolution-inc.dk., METALTONE.DKCalles Rock CornerDevilution og Metal A Day. Hverken flere eller færre!

Tak for nu og på gensyn!

Stig Nyeng (ansvarshavende redaktør og grundlægger af Rockstruck.dk)

PS. Ingen grund til hverken tårer eller nedtrykte smileys (i sig selv en rimelig modsætningsfyldt emoji), men spred hjertens gerne ordet ved at dele opslaget eller giv det en kommentar med på vejen…

Kommentarer

kommentarer