Pänzer – Fatal Command

Pänzer – Fatal Command

  • Music In General - 8/10
    8/10
  • Personality - 6/10
    6/10
  • International standard - 7/10
    7/10
  • Production - 8/10
    8/10

Album Info

Pänzer
Fatal Command
Nuclear Blast

7.3/10
User Rating: 0.0 (0 votes)
Sending

Ny besætning, mindre thrash og mere klassisk heavy metal, men stadig tyskersmæk for skillingen uden hverken slinger i valsen eller overproduktion…

WAUW var det første ord jeg tænkte da jeg satte Fatal command på.
Her får du satanedme tyskersmæk for pengene.

Men… Hvem er Pänzer egentlig?

Pänzer er startet i 2014 af Marcel “Schmier” Schiermer (Destruction) – vokal og bas, Herman Frank (ex-Accept) – guitar og Stefan Schwartzmann (Ex-Accept) – trommer. De udgav deres debut Send Them All To Hell samme år, og den fik god kritik.

I 2016 vælger Herman Frank at koncentrere sig om sit soloprojekt, og Pänzer går fra en trio til en kvartet. Ind kommer Pontus Norgren (fra Hammerfall – eller det som ham, jeg deler toiletpapir med, kalder for de svenske Justin Bieber-kloner. Jeg kan godt lide dem!) og V.O. Pulver – guitar (Gurd, Poltergeist).

Jamen bliver det så ikke bare endnu bedre med en ekstra guitarist?

Altså… Tålmod min ven, tålmod.

Fatal Command indeholder 11 numre og har en samlet spilletid på 53 minutter, og coveret aspirerer sgu’ til titlen som “Årets Cover”. Der er ingen tvivl om, hvad de herrer mener om nogle af de mest magtfulde mænd i verden lige nu, samt hvilken kategori de putter dem i, og dette skinner også tydeligt igennem i teksterne.

Albummet lægger hårdt ud med “Satan’s Hollow”, som er et rigtig fedt nummer med fuld knald på fra start til slut. Der fortsættes i samme tråd med “Fatal Command” og “We Can Not Be Silenced” som tillige er udstyret med nogle lækre riffs, og et catchy omkvæd.

Faktisk er de 6 første numre bare fede. Det er hurtigt, det er heavy, det er melodisk. Ja tak.

Så kommer vi så til “Skullbreaker”. Det er klassens udstødte og passer cirka lige så godt på albummet som ananas på pizza (det hører ingen steder hjemme – ‘nuff said…)

Så tager vi fat i den hurtige, teutoniske terror igen med “Bleeding Allies”, og sådan fortsætter skiven til sidste skæring.

Der er ingen tvivl om, at det er rutinerede folk, vi har med at gøre her. De spiller forrygende, der er ingen slinger i valsen, og samtidig bliver det ikke for pænt. Hverken overproduceret eller poleret.

Der er dog intet – som i absolut INTET – nyskabende på dette album, så hvis det er det, du leder efter, så passér venligst gaden. Der er intet at se her.

Er du derimod ude efter melodisk heavy metal, som den pølse nu en gang skal skæres, then look no further. Det er et rigtigt fedt album, som helt sikkert vil underholde dig.

Er det blevet bedre med en ekstra guitarist? Nej.
Er det blevet ringere med en ekstra guitarist? Nej.

Det er blevet anderledes. Det første album med Herman Frank er tungere og mere thrash’et, hvorimod dette album er mere typisk tysk heavy metal i stil med Accept, Rage, Iron Saviour, Primal Fear m.fl.

Men det er stadig fedt. Så bare afsted til pladepusheren.

Kommentarer

kommentarer