Metal Magic Festival 2017 – Del 5: MMF i Retroperspektiv

Metal Magic Festival 2017 – Del 5: MMF i Retroperspektiv

Vi afslutter hermed en uendelig strøm af lovprisende ord om MM Festivalen fra den noget indoktrinerende, men dog gæve jyde, i denne femte del af i alt fire…

Forord ved Stig Nyeng:

Ja, så er den fandeme gal igen, og denne gang er det sgu’ nærmest ikke engang skribentens skyld.

Og dog… Rockstrucks skribent, den gæve jyde AKA obersten (osv.) – lad os bare kalde ham Brian Krøyer – har jo i den sidste måneds tid forsøgt at hjernevaske os på det groveste i sit forsøg på at få alle os andre til at vælge Metal Magic Festival frem for eksempelvis Copenhell.

I alt 4 artikler er allerede at finde her på sitet i form af diverse interviews – først og fremmest med ham selv, men også et par mere eller mindre (!) betydningsfulde tilhængere af MMF, men da så endelig hele festivalballaden var vel overstået i sidste weekend, måtte Krøyer jo lige runde af med en mindre stemningsrapport på Facebook.

Oprindeligt var nedenstående artikel vist nok kun tiltænkt en mindre gruppe af hardcore metalhoveder, men her måtte hr. ansvarshavende redaktør så lige slå hårdt i bordet. Fandeme nej om vi skal høre på oberstens ene spalte efter den anden om en festival, som kun de færreste har og nogensinde får kendskab til uden også at få lov til at læse lidt om selve festivalens egentlige forløb. Så hermed bringer vi jer den femte del af i alt fire om Metal Magic Festival, og lur mig om I ikke også skulle få lyst til at betræde selvsamme festival engang i nærmeste fremtid, når I om et par dage har fået læst artiklen til ende. Jeg fik i hvert fald…

Tak til Brian for både artikel og indoktrinering samt Tanja Olsen, Andy Pope og Trine Meinert for fotos, og vil I læse mere om festivalen, er Rockstruck.dk utvivlsomt det rette sted at starte.

PS. Fra diverse Facebook opdateringer har jeg fundet billeder fra festivalen. Om billederne passer til fotografen, er jeg sgu’ lidt i tvivl om, men ellers må I hjertens gerne komme efter mig med både høtyve, trailere og anden jysk merchandise, så vi kan få rettet op på fejlene…


Brian Krøyer: Where to begin, where to begin???

De fleste, der bare tilnærmelsesvis har hørt mig sige noget, skrive noget eller tænke noget i de sidste par måneder eller 3, vil vide, at årets begivenhed for mig løb af stablen i weekenden…

Metal Magic Festival (MMF) var som bekendt flyttet til ny lokation med samtlige udfordringer og problemer, det måtte medføre. Jeg havde jo tiltusket mig et kig på planen inden da, men at se pladsen med egne øjne var sgu’ alligevel noget! Der var bare dømt total festivalstemning alene i opbygningen.

For dem, som ikke har oplevet festivalen på Ungdommens Hus, så var det markant anderledes i år, men absolut lige så godt og faktisk også bedre. Teltrækker på højre side med lydtelt, druktelt og madboder, mens venstre side havde gjort plads til indgang, stor scene, backstage, merch, mere mad (fra vores lokale kro i Vonge) samt Generalens bar og indendørsscene.

Dronefoto -fotograf ukendt – Brian Krøyer har sikkert stjålet det andetsteds…

Men nok om det – festivalen handler jo i bund og grund om heavy metal… og selvfølgelig også umådeholdent druk og vanvid i 3 dage.

For nu lige at runde det drikfældige element af, så hørte jeg på et tidspunkt, at der var blevet solgt små 24.000 øl-billetter (om det er det korrekte tal, ved jeg ikke), og for at det skal give et billede af noget som helst, så svarer det til 60 fadøl pr. gæst… der var selvfølgelig en del, der startede festen op allerede onsdag aften, hvor pladsen åbnede, men flertallet af folk, samt idioti-bussen fra København (arrangereret af Deadbangers Production) ankom først torsdag – og jeg lige så.

Læg dertil at festivalen for første gang nogensinde havde bevilling til at servere spiritus også, så giver det nok et meget godt billede af, hvor det efterhånden bar henad.

Det lykkedes faktisk også festivalen at tørlægge hele Trekantsområdet for Kahlua, så vi i nogle timer måtte undvære vores White Russians – i og for sig besynderligt at tænke på, at metal folk indtager så meget mælk 😀

Men musikken er jo som sagt det, som det hele handler om, og efter at Fruentimmeret og jeg havde fået samlet et stærkt hold bestående af mine gode makkere, Countrysangeren og Den Sorte Pave, satte vi kursen mod Fredericia for at mødes med de sædvanlige galninge.

Den Sorte Pave, Obersten og The Ripper – foto af Tanja Olsen…

Dag 1:

Klokken 17:00 skulle de svenske transseksuelle regnbuecowboys fra Turbocharged åbne ballet på udendørsscenen. Dem har jeg et lidt specielt forhold til – for nu at sige det mildt. Fornærmelser og jokes sidder ret så løst i deres selskab.

Introbåndet blev afspillet, og jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg først rigtig fangede, hvad fanden der foregik, da jeg hørte tracket på CD senere. Udover lyden af krig, vold og terror, hører jeg pludselig mit navn blive nævnt og ordene ”Ladies and gentlemen…and Brian! Brian! You ass-smelling cowboy!!!”

Ja, stilen er lagt… Bandet har en lang historie i Fredericia, til trods for at vi prøver at forhindre dem i overhovedet at komme ind i Danmark… Nuvel, de spiller en relativt intens omgang punket døds-thrash med afsindigt blasfemiske tekster. Bandet dedikerede ovenikøbet nummeret ”Churchfire Commando” til mig, og alt er fryd og gammen.

Som ekstra nummer valgte bandet at spille nummeret ”Crosshating Punks” – som gutterne i mange år har måtte leve med, at jeg har kaldt ”Crossdressing Drunks”. Også dedikeret til undertegnede.

I ægte rock’n’roll stil smadrede Ronnie sin bas, og med et koket buk afleverede han halsen til mig som en slags offergave… Selv på setlisten fremgår jeg… Rystende 😀

Turbocharged – foto af Tanja Olsen…

Næste band på programmet for mig var Witch Cross. De starter bare en fest hver evig eneste gang! Jeg elsker Witch Cross. De er på så mange måder en dansk udgave af Iron Maiden, bare med deres helt eget kendetegn.

I år havde de valgte at smide Saxons ”Strong Arm of the Law” ind i settet, og hold nu kæft det fungerede godt. Kevin synger Saxon, så det fandme næsten er bedre end Biff.

Senere på aftenen var det bare superhyggeligt at få en sludder, røverhistorier, White Russians og Long Island Ice Teas med Mike og Paul Martin. Jeg elsker sgu’ de gutter – de er bare gennemført charmerende gentlemen.

Kl. 20:00 stod det klart, at festivalens måske mest aggressive thrash metal band spillede op til dans. Hellsodomy fra Tyrkiet… De er så overdrevent fede, at det trodser enhver beskrivelse!

Såvidt jeg kunne forstå, kan bandet ikke få lov til at spille i deres hjemland pga. deres svært antireligiøse lyrik. Så er det godt, at de kan spille hos os. Deres første show udenfor Tyrkiet var på MMF 7 i 2014, og siden er det blevet til både en EP og en fuldlængde. At overvære de her 4 gutter smadre alt, hvad der kom i vejen med deres ultra brutale thrash metal, var ganske enkelt en fænomenal oplevelse. De vækker minder om Kreator tilbage i start-80’erne. Kommer de nogensinde forbi Jer, så skal i se dem – BASTA!

Kl. 21:00 var det tid til Assassin’s Blade fra Canada/Sverige. De lyder så oldschool, så man skulle tro, at deres debutalbum, der udkom i april sidste år, var indspillet i 1985. Forsanger Jaques Belánger har slået sine folder i Exciter, og det fik vi nogle fede numre ud af – blandt andet ”Aggressor” og ”Dark Command”.

Bandet delte vandende en smule – nok mest grundet forsanger Jaques Belánger, hvis vokal i mine ører lyder som en krydsning mellem Bruce Dickinson og Rob Halford. Jeg var selv ustyrligt tilfreds.

Jeg tilbragte senere på aftenen en times tid med at drikke øller med guitaristerne – Rudy og Judy, men som egentlig hedder Bruno og David. Der havde været en del nervøsitet hos Bruno, siden det var hans første liveoptræden med bandet. Men fuck nu det, det hele var alligevel mere end godkendt.

Det lykkedes faktisk også bassisten Peter at skaffe mig et eksemplar af debuten, så stor tak for det. Jeg er fan!

Kl. 23:00 var det således tid til Nifelheim. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg aldrig har været den store fan, men Nifelheim bløder fandme metal! Satan selv er sgu’ fan af Nifelheim!

Men jeg ejer ikke et Nifelheim album og har lidt svært ved at komme ind i det. Så jeg stod lidt i baggrunden og bællede øller med førnævnte guitarister.

Det endte derefter mestendels med øller, White Russians og idiotiske samtaler med Nicklas fra Turbocharged, inden vi tog en taxa hjem – og taxaen var fandme et kapitel for sig selv… En total Ibiza Party Bus med roterende lys i loftet og maksimal knald på disco-liggehønen! Så har man oplevet det med…

Kl. 2:00 var jeg en død mand – efter 15 timer med snaps, whisky, øller, drinks og afsindig god mad!

Dag 2:

At vågne op hos verdens bedste værter til duften af bacon, æg og pølser, der steger, må simpelthen være lykken for et hvert menneske. Et godt, solidt morgenfoder, har min opvækst på landet lært mig, kan forebygge mange ting, og der gik ikke længe, inden der kom whisky og IPA på bordet. Dag 2 here we come…

For en stor del af selskabet startede dagen kl. 15:00 med Death Rides a Horse. Jeg er ikke så meget til deres stil, så jeg endte i drukteltet med Fruentimmeret og flere af the usual suspects.

“The Usual Suspects” – foto af Tanja Olsen…

Jeg skal dog indrømme, at Ida Hollesen er en af de allerbedste kvindelige sangere på metal scenen, og at jeg faktisk virkelig synes, at de leverer nogle gennemtænkte, velskrevne sange – det er bare ikke min stil.

Næste band på listen for mig var Attic kl. 17:00. Jeg ville gerne berette en del om, hvor fede de er, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg har et sort hul der… (men de er fede!)

Jeg tænkte derfor (tror jeg), at jeg skulle være klar til Artillery kl. 18:50 og derfor hellere måtte få en lur. Desværre viste det sig ikke at være en god ide, for jeg kan heller ikke helt huske Artillery, hvilket jeg skammer mig grumme over – og Stützer må gerne give mig en flad, næste gang vi ses… Vi nåede dog at skåle tidligere på dagen, inden jeg gik helt i hegnet!

Kl. 20:50 skete der noget magisk (for en del af os, men for andre noget andet). Nemlig nogle vældigt hyggelige, ældre, engelske gentlemen under dæknavnet Quartz.

Quartz har ikke spillet i Danmark siden 1977, og det var tydeligt på en del af de gråhårede herre i blandt publikummet, at de var længe ventet.

Bandet hyggede sig mindst lige så meget som os andre, og de brede smil ville ingen ende tage, mens sanger David Garner fløj rundt på scenen som en anden vårhare og rystede dårlige vittigheder af sig.

Da bandet til slut valgte at spille Sabbaths ”Heaven and Hell” tilegnet Geoff Nichols og Ronnie James Dio var det sgu svært ikke at knibe en tåre ud af øjenkrogen. For helvede, hvor var det fedt!

Jeg havde fornøjelsen af at hyggesludre med gutterne flere gange under festivalen, da de havde bestemt sig for at deltage i hele festivalen og ikke bare på dagen, hvor de skulle spille. Jokes om alder kom ret naturligt hurtigt ind i billedet, men for dælen, der var meget glimt i øjet. De er jo englændere, så humoren var sort, og øllet ku’ de godt li’ 😊 (”I’m not the oldest – the bassplayer is 72!”)

Herefter var dagen som sådan slut for mig. Det endte naturligvis, som det plejer, med flere øller og mere gas (og meget, MEGET upassende vittigheder om netop gas og religion).

Omkring midnat valgte min omsorgsfulde oppasser at sørge for, at jeg kom hjem i seng – og det er jeg faktisk ret taknemmelig for.

Dag 3:

Jeg havde fået nogle tiltrængte og gode timers søvn og var relativt frisk (relativt, husk jeg sagde det). Så jeg startede dagen kl. 7:30 med en Hindbær Light… Føj for satan noget stads, mand… ØV! Det må I aldrig udsætte jer selv for!

Resten af selskabet var noget døde i sværene – vores ene vært skulle deltage i en polterabend, og vores anden vært, ja, han var mildest talt hårdt medtaget…

Efter at have behandlet kroppen med vand og sæbe tilbragte jeg en kort stund med at fundere over begivenhederne so far – skyllet ned med 2 kolde IPA’ere (det er glimrende morgenmad, skulle jeg hilse at sige).

Jeg valgte at bevæge mig i adstadig gang mod pladsen (små 20-25 minutter) med et enkelt indbygget pitstop på tanken for at få et ”rundstykke” mere… Ja, den søde, men meget unge pige ved kassen, blev ret forvirret, da jeg præsenterede en IPA for hende, som ”et velsmurt rundstykke”.

Endelig nåede jeg destinationen omkring kl. 9:30, og efter at (næsten) have vækket Fruentimmeret og Veninden entrerede jeg pladsen for at finde mere morgenmad – det viste sig dog, at baren først åbner kl. 10:00, så jeg måtte væbne min sult med tålmodighed og nøjes med en kop kaffe og et halvt rundstykke.

Kl. 12:00 gik Stalker på scenen. Den uduelige forsanger Rasmus Rubæk havde orienteret mig om, at det er bedst at Stalker opleves med en lille skid på, da det ellers ikke er særlig godt… Jo jo, joken var allerede i gang, inden de gik på, og vi havde faktisk bedt dem om at skride, fordi de alligevel ikke kan spille lige så hurtigt som Hellsodomy… Men de var ligeglade. Tænk på, at det kun er en ombytning på to bogstaver, så hedder de Stakler i stedet…

Nuvel, de københavnske gutter fik godt og grundigt banket rusten af kadaveret og fik søndertævet alt på deres vej.

Indlagt som en lille ekstra hyggespreder valgte de at spille ”Ace of Spades”… Og det virkede – nu har jeg mere end én gang drukket mig fuld og hylet af månen sammen med Rubæk, hvor vi har lovprist Motörhead, og så var det da kun på sin plads, at vi lige fik denne her med.

Stalker leverede en afsindig omgang death/thrash lige i skallen, og det var sgu’ en særdeles fed måde at blive sparket i gang på.

Videre gik det med Steel Inferno kl. 13 på udendørsscenen. Speed metal af den gamle skole og igen med en kvindelig sanger. Steel Inferno kom dog nok til at lide lidt under, at jeg lige havde set brutal death/thrash og for gud ved hvilken gang blev generet af de der svenske tranlamper fra Turbocharged – i form af øl, drinks, shots og diverse sjofelheder.

Jeg fik ikke set helt så meget af Steel Inferno, som jeg havde tænkt mig – men det skal de ikke have skyld for 😊

Kl. 16:50… Til tonerne af titelnummeret fra John Carpenters udødelige klassiker ”Halloween”, gik Wasted på scenen. Jeg elsker Wasted – og der var som altid fuld knald på fra start til slut.

Bacon-Paven Sonne farer rundt som et AD/HD-ramt, seriøst forstyrret individ, men for helvede hvor det dog er genialt! Min kammerat Duddi konstaterede helt exceptionelt rammende, at ”det bliver bare ikke mere heavy end Wasted!” og det har han helt og aldeles ret i. Det er hårdt og rockende på dén måde, som tingene kun blev gjort i 80’erne.

Der var ”Demons Re-calling”, ”Ought to bed Bad”, ”Toys in the Attic”, ”Goodbye” og hvad har vi, men vi blev sgu’ alle sammen taget godt og grundt med bukserne nede, da Sonne til ”The King” præsenterede arrangør Martin Jørgensen på guitar og ”Crooneren fra Agger” – min makker, Countrysangeren på gæstevokal… Så står man dér og tænker – ”det har du sgu holdt godt skjult i de sidste mange dage, din røv, hvor vi har drukket bajere og snakket om lige netop Wasted, og hvor fedt det bliver!” 😊 1-0 til Countrysangeren…

Michael Sonne fra Wasted -foto af Tanja Olsen…

Herefter gik alt op i hat og blå briller – hvilket naturligvis involverede både Fruentimmeret, svenskere, Michael Sonne og Thomas X-mas fra Wasted… Derfor fik jeg ikke set en skid af noget som helst andet end brudstykker af The Nimbwitz, når jeg skulle i baren efter drinks.

Mette og Anden-Mette blev det også til… Det skal siges, at når der serveres helstegt, grillet gris på MMF, så hedder grisen det, vi bliver, nemlig Mette. Og når der så er to svin, så skal nummer to jo hedde Anden-Mette (der var ingen, der sagde, at selskabet var specielt klogt)

Det er et orgie i mad – og jeg kan med stolthed i stemmen sige, at jeg fik så hatten passede af både svin, hjemmelavede pølser, burgere og salater.

Kl. 20:50 entrerede Diamond Head underdørsscenen. Jeg siger det allerede nu – jeg bliver aldrig Diamond Head fan. Jeg synes, det er kedeligt. Muligvis har de inspireret et stort amerikansk band, men de inspirerer ikke mig ret meget.

Jeg valgte derfor at henlægge en tur til vores medbragte campingvogn, hvor jeg restituerede i en times tid.

23:10 var det så de amerikansk black/thrashere Absu, der havde pladsen i et jerngreb. Trods lidt teknikvrøvl til at begynde med fik Absu klart fat i struben på publikum.

Jeg har for ikke så længe siden set dem i Flensborg og er vildt forundret over Proscriptor Mcgoverns energi. Ikke nok med at han udfører det vildeste skrigeri, så farer han rundt og dirigerer med alt og alle. Det er faktisk ganske underholdende at være vidne til.

Jeg valgte dog at defilere andetsteds hen efter ca. halvdelen, for at sludre med venner og bekendte fra nær og fjern.

Kl. 0:30 skete der noget magisk på indendørsscenen. Normalvis så tænker man bare, hvor godt kan et coverband være…

School’s Out – The Alice Cooper Show beviste HVOR godt et coverband kan være. Jeg har aldrig oplevet et bedre! Hold nu fucking magle, hvor var det fedt.

VI fik ALT, ALT hvad hjertet kunne begære af klassikere: ”Elected”, ”School’s Out”, ”No More Mr. Nice Guy”, ”Under My Wheels”, ”The Ballad of Dwight Fry”, ”Steven”, ”Only Women Bleed”, ”Muscle of Love”, “Billion Dollar Babies” etc.

I tilgift fik vi også noget af det “nyere” Alice, bl.a. ”Bed of Nails”, ”Lost in America”, ”Hey Stoopid” og en overdrevent fed version af ”He’s Back (The Man Behind the Mask)”, som bare fik hele indendørsscenen til at koge over!

Og som en af mine kammerater konstaterede, så var det forfærdelige nummer ”Poison” bare røvfedt i School’s Out’s version – for satan, hvor det rockede, mand!

Højdepunktet for mig vil dog altid være ”The Ballad of Dwight Fry”. Jeg elsker det nummer – og forsanger Fjeder krængede sin absolut mest twistede Alice impersonation ud og kravlede rundt mellem publikum mens han fuldstændig forstyrret skreg: ”I GOTTA GET OUT OF HERE!”. Total gåsehud! Overdrevent, overlegent, overfedt!

Får i chancen for en aften med School’s Out, så skal I fandme tage imod! Nøj, det var godt!

Efter School’s Out var det slut med musikken for i år… Mange forsvandt, men jeg kunne slet ikke falde ned! Jeg var fuldstændig elektrisk ovenpå den afslutning.

Så det endte naturligvis med endnu flere bajere, endnu mere snak, endnu mere vanvid. Kl. 3:30 sluttede MMF af med fri fadøl til de sidste af os – og så blev det endnu mere dumt.

Sluttede natten/morgenen af med at danne bandet Skrævhammer (som forhåbentlig aldrig udsender noget) og en god, lang (og relativt fornuftig) samtale med en af mine absolut bedste venner.

Kl. 5:10 måtte jeg kapitulere og gå til ro…

Brian Krøyer – foto af Andy Pope…

Venner, MMF er og bliver en af de helt specielle oplevelser, som man faktisk ikke bør snyde sig selv for. Det er simpelthen rendyrket kærlighed til musikken, metalkulturen og fællesskabet.

Jeg har mødt nogle af mine allerbedste venner på dén festival og knyttet bånd til endnu flere, end jeg kan tælle.

Det er en festival, hvor alt går op i en højere enhed – og det lykkedes faktisk i år for arrangørerne og de utallige, utrættelige frivillige at skabe den måske bedste udgave af MMF nogensinde til trods for alle udfordringerne og modgangen.

Jeg glæder mig allerede til næste år i starten af juli, hvor det sker igen…

MMF 2017 – foto muligvis af Trine Meinert…

Kommentarer

kommentarer