Memoriam – The Silent Vigil

Memoriam – The Silent Vigil

  • Music In General - 6.5/10
    6.5/10
  • Personality - 8/10
    8/10
  • International standard - 8/10
    8/10
  • Production - 7.5/10
    7.5/10

Album Info

Memoriam
The Silent Vigil
Nuclear Blast
23. marts 2018

7.5/10
User Rating: 4.0 (1 votes)
Sending

Opfølgeren skuffer i forhold til debuten, men byder dog på en både markant bedre produktion og stærkere vokal samt endnu en gang glædelige spor af Bolt Thrower og Benediction…

Memoriam er tilbage med opfølgeren til deres debutskive, For the Fallen, fra 2017. En debutskive som undertegnede gik helt i selvsving over og gav karakteren 10/10.

Derfor er det vel også nærmest umuligt ikke at skuffe med det efterfølgende album – og gør Memoriam så det? Svaret må være ”njarh” eller ”tjoh, men…”.

Desværre har vi kun fået stillet en middelmådig mp3-udgave af albummet til rådighed, så lydbilledet er mildest talt ikke helt så skidegodt. Selv mine, efterhånden belastede øregange fanger, at musikkens niveau ikke er konstant, og at det nogle steder virker som om, at der er lidt ”udfald”. Ikke godt nok Nuclear Blast! Sørg i det mindste for, at det materiale, vi får til anmeldelse, er teknisk i orden.

Nuvel, det skal jo ikke handle om det, men om hvad bandet rent faktisk har begået.

Bandet består fortsat af: Karl Willets på vokal, Frank Healy på bass, Andy Whale på trommer og Scott Fairfax på guitar.

En af de absolutte pluspunkter på dette album fremfor forgængeren, er Karls vokal. Den lyder simpelthen bedre. Manden er ikke en fremragende sanger og har ikke længere den samme power, men hans vokal er så genkendelig og så passende til denne type musik, at det tilgiver man hurtigt. Læg dertil, at han er en af de death metal vokalister, man faktisk kan forstå – og det er klart blevet bedre med årene. Flere steder er vi egentlig ikke i death metal regi, men nærmere i en lidt punket vokalføring – hvilket ikke er så underligt, da Karls hedengangne band, Bolt Thrower, havde sine rødder i engelsk hardcore punk.

Lyden (bear in mind, den halvsløje mp3 version) er noget mere poleret end på For the Fallen. Det lyder umiddelbart også som om, der er blevet indspillet flere guitarspor på dette album. Det kan både have sin charme og sine ulemper.

Hvorledes instrumenterne er afstemt på albummet, har jeg vitterligt ingen anelse om – dertil er kvaliteten af mp3 versionen ikke god nok. Der er for alt store udsving, og jeg nægter at tro på, at albummet er produceret og mixet så ujævnt, som det er tilfældet med lyden på Rockstrucks kopi.

(Edit 4.4.2018: Efter at have hørt albummet på Spotify, er der ingen tvivl om, at mp3 versionen, Rockstruck har fået, var en skændsel mod både Memoriam og Rockstrucks anmelder).

Nuvel, tilbage til det, det handler om, nemlig albummets indhold. 9 sange med en samlet spilletid på 49 minutter. Til Memoriams stil er det nok lige et par minutter i overkanten.

Albummet lægger hårdt fra land med ”Soulless Parasite”, som med sin intro og riffing er som taget ud af et Bolt Thrower album. Det er ikke hurtigt, men det er knusende effektivt. En effektiv starter.

Dernæst følger ”Nothing Remains” og ”From the Flames”, som begge er numre i den hurtigere ende af, hvad Memoriam normalt leverer. Begge sange består af ganske simple riffs og bliver hurtigt lidt monotone.

Nr. 4 er titelnummeret, som mest af alt består af et længere introstykke af guitarharmoni. Efter ca. 1 minut sættes der hårdt ind med et massivt guitarriff, som er såre simpelt, men endnu engang ganske effektivt. Nummeret varer desværre kun 2.15 minutter og er dermed albummets korteste nummer,

Herefter følger nummeret ”Bleed the Same”, som der også er video til. Igen er det Bolt Thrower referencerne der skinner igennem, og det er tydeligvis ”The 4th Crusade” der trækkes på.

Nummeret brydes ca. halvvejs af et hakkende staccato riff akkompagneret af uddrag fra Martin Luther Kings sidste tale (populært ”I’ve been to the mountaintop” talen).

”As Bridges Burn” er efter introen albummets hurtigløber. Der er skruet op for tempoet, og vi har at gøre med klassisk engelsk death metal, hvor specielt undertonerne af Benediction ikke er til at tage fejl af.

Hernæst følger et af albummets stærkeste numre, nemlig ”The New Dark Ages”. Nummeret veksler mellem det hurtigere klassiske death metal riff og de langsommere tungere riffs, der flere steder er mere klassisk heavy end death metal.

”No Known Grave” er med sine 7.19 minutter albummets længste nummer – og lad det være sagt med det samme; det er alt for langt.

Sangens halvpunkede riff er en tand for kedsommeligt, og midtvejs går nummeret nærmest i stå, og en simpel guitarharmoni fører numret videre. Her er det tydeligt, at Scott Fairfax kommer fra Cerebral Fix, da det nærmest lyder som et melodistykke, han har haft liggende i skuffen fra dengang.

”Weaponised Fear” afslutter ballet med mere tung englænderdød indbygget et sært guitarriff. Det er langt fra albummets bedste nummer heller og efterlader en med en lidt halvsløj fornemmelse.

Skuffer albummet så?

Helt kort: Ja, det gør det – i hvert fald i forhold til denne anmelder. Det er lidt ligesom at få en pizza med ekstra ost for blot at konstatere, at det er Aldis billigste, fedtreducerede en af slagsen. Der mangler ligesom noget.

De fede numre er møgfede og helt klart i en liga, hvor man fornemmer, at det er nogle af genrens sværvægtere, vi har med at gøre.

Det er naturligvis svært at levere et produkt, der skal leve op til de standarder, som bandmedlemmernes tidligere bands har sat. Det burde dog ikke være umuligt, men naturligvis en svær opgave.

Er der da slet ikke noget positivt at sige?

Jo bestemt! Lyden er markant bedre end på debuten, og det virker som om, bandet har haft mere tid under indspilningsprocessen til at justere og finpudse numrene.

Endvidere er Karl Willets vokal på dette album også bedre end på forgængeren – og læg dertil, at det altid er rart at blive mindet om Bolt Thrower og Benediction, så er der mange positive aspekter at fremhæve.

Hvorfor skal du købe dette album?

Det skal du fordi engelsk death metal er en nødvendighed i en death metal verden, hvor tingene bliver for poleret og overproduceret og vellydende – og fordi det flere steder minder dig om, hvorfor Bolt Thrower og Benediction bare var to af de fedeste bands i verden.

Hvis du derimod mere er til tekniske instrument-masturbation, finsk powerpop metal eller, gud forbyde det, NU metal, så er toget kørt for dig…

Kommentarer

kommentarer