Livløs – Into Beyond

Livløs – Into Beyond

  • Music In General - 8/10
    8/10
  • Personality - 8/10
    8/10
  • International standard - 8/10
    8/10
  • Production - 8/10
    8/10

Album Info

Livløs
Into Beyond
Independent / egen udgivelse
2. februar 2018

8/10
User Rating: 4.0 (1 votes)
Sending

Mesterværket har drengene stadig til gode, men mindre kan bestemt også gøre det…

Tilbage i 2014  gik fem unge aarhusianere sammen og dannede death metal bandet Livløs, og allerede to år senere stod drengene klar med deres selvbetitlede debut EP, der lynhurtigt fik samtlige anmeldere og metalhoveder i det ganske land til at spærre både øjne og ører op.

Den velkendte, men dog friske og uhøjtidelige stil, som bandet dengang repræsenterede og i øvrigt selv beskrev som “slås-og-bolle-musik”, fik masser af lovprisende ord og høje karakterer med på vejen, og derudover blev Livløs rost for deres fantastiske og energiske livepræstationer, hvilket også undertegnede var så heldig at opleve sammen med BÆST på Lygten Kro under en Copenhell Reunion event i starten af 2017. Stor tak for dén, gutter!!!…

Endnu to år er i mellemtiden løbet igennem timeglasset, og nu er tiden så endelig kommet til, at Livløs skal overbevise os alle om, at de både kan og vil mere end et engangsknald. Det gør de så med fuldlængde-albummet Into Beyond,  der endnu engang er mixet af Jacob Bredahl (Dead Rat Studio) og mastereret af amerikanske Brad Boatright (Audiosiege), mens de denne gang har fået Niklas Sundin fra Cabin Fever Media til at stå for det i øvrigt virkelig flotte og genrebevidste cover.

Der er i alt 9 sange at finde på Into Beyond, og albummet lægger overbevisende fra land med sangen “Blood & Despair”. Introriffet, der også agerer omkvæd og dermed fremstår som sangens egentlige tema, er en både melodisk og lækker lille sag – ikke ulig omkvæddet i Lamb Of God’s “Still Echoes” fra albummet VII – Sturn Und Drang, og i det hele taget synes Livløs at hente masser af inspiration hos førnævnte supergruppe. Men selv om Livløs sagtens kan beskrives som det danske alternativ til L.O.G., er det samtidig på sin plads at nævne, at referencerne heldigvis kun er sporadiske, for Livløs står stadigvæk fint på egne ben, og sammenligningsgrundlaget til trods er der ikke på noget tidspunkt tale om hverken lån eller direkte plagiering i løbet af albummets i alt 46 minutters varighed.

Efter “Blood & Despair” bevæger vi os videre til albummets anden skæring betitlet “Collapse”, og denne er sammen med startnummeret hurtigt blevet en af mine personlige favoritter på Into Beyond, hvilket især skyldes sangens aggressive og stærkt vanedannende omkvæd.

Man fornemmer dog hurtigt en mere dyster side af Livløs, end man gjorde på EP’en fra 2016. I første omgang troede jeg bare, at forandringen skyldtes bandets behov for at blive taget mere alvorligt, men efterfølgende læste jeg en anden anmeldelse af albummet, der refererer til en studiedokumentar (kan ses længere nede) og umiddelbart forklarer en hel del. Det viser sig nemlig, at bassist Søren Frambo – i tiden mellem EP’en og nu – mistede sin lillebror, og et sådan tab har uden tvivl sat sit præg på hele bandet i forhold til både sangskrivningen og det generelle udtryk. I samme forbindelse skal der i øvrigt lyde mine dybeste kondolencer til Søren og hans familie herfra…

Nuvel, livet er bestemt noget fucking lort engang imellem, men trods modgang og tab fortsætter livet ufortrødent, og dette er heldigvis også tilfældet med Livløs. Om man er til den mørkere side af Livløs, eller om man foretrækker bandet fra deres mere ubekymrede tid, er vel egentlig også bare en smagssag, og selv om jeg rent personligt var stor tilhænger af Livløs’ ukomplicerede og livsglade syn fra EP-dagene, ændrer det ikke ved det faktum, at Livløs er blevet overhalet indenom af realiteterne, og dette hverken kan eller skal de selvfølgelig lade gå usagt hen.

Lyden derimod er jeg ikke lige så glad for, som tilfældet var med debuten. Udover gæstevokalist Casper Popp fra Bersærk, der medvirker på titelsangen, men desværre er placeret alt for langt nede i lydbilledet, er der som sådan ikke noget at sætte på Into Beyond. Der er masser af smadder, som der også bør være på en death metal skive af denne kaliber, men generelt er produktionen for kompresset, og jeg savner sgu’ noget af den luft, der gjorde sig gældende på den selvbetitlede og som dermed skabte den nødvendige plads til samtlige instrumenter.

Heldigvis er produktionen ingenlunde altafgørende for undertegnede, så længe det samlede udtryk er intakt, og på den positive side er Into Beyond mere stilbevidst end forgængeren, mens bandet samtidig synes generelt bedre sammenspillet end tidligere. Alt i alt har Livløs lavet en skidegod skive med masser af stærke sange og overordnet velspil, og skulle jeg sætte fingeren på noget, må det nok blive flere af soloerne, der efter min overbevisning ikke rigtigt fungerer til fulde grundet enten for lidt tid eller manglende teknisk erfaring. Erfaringen og teknikken kommer selvfølgelig med årene, og drengene bevæger sig bestemt i den rigtige retning i forhold til EP’en, men man kunne i min verden sagtens erstatte nogle af soloerne med tematiserede guitarpassager fra tid til anden. Derudover kunne jeg godt tænke mig, hvis Livløs fremadrettet ville arbejde på endnu flere af de iørefaldende omkvæd og riffs, som giver en sang sin signatur, og som de i øvrigt allerede beviser, at de sagtens kan skrive. Uanfægtet den genre, man har valgt at spille, bør der efter min mening altid være et stort element pop at finde i musikken, for ellers mister de respektive sange altså noget af deres personlighed, og alt kommer hurtigt til at lyde ens.

Vi befinder os dog stadig i småtingsafdelingen af flueknepperskalaen, og hverken produktion, soli eller manglen på (flere) temaer og catchy omkvæd kan heldigvis ændre på, at Livløs er et både superfedt og groovy death metal band samt et særdeles kærkomment indspark til den danske metalscene generelt. Der er måske stadig et lille stykke vej til et decideret mesterværk, men med Into Beyond beviser drengene både sangskrivningsmæssigt og i forhold til selve udførslen, at de er rigtig godt på vej.


Mere om Livløs:

Kommentarer

kommentarer