Judas Priest – Firepower

Judas Priest – Firepower

  • Music In General - 10/10
    10/10
  • Personality - 10/10
    10/10
  • International standard - 10/10
    10/10
  • Production - 10/10
    10/10

Album Info

Judas Priest
Firepower
Epic
9. marts 2018

10/10
User Rating: 5.0 (1 votes)
Sending

Judas Priest viser, hvad de kan, når de gør det, de gør bedst. Resultatet er et sandt mesterværk…

Judas Priest. Min første store kærlighed. Da jeg i sommerferien 1991 – i en alder af …øh… temmelig ung – lånte et kassettebånd af min lillebror, satte det i min walkman, tog høretelefonerne på og lod Painkiller blæse ud i mine øregange, blev jeg forelsket. Lige der i bilen på vej mod ferie. Swimmingpools, sandstrande, strandløver, solskin og gammeldags isvafler med 3 kugler og guf var ligegyldigt, bare jeg kunne få lov til at høre det kassettebånd. Jeg brugte nok et års forbrug af batterier på den uge.

Judas Priest har aldrig skuffet mig. Overhovedet. Nej, heller ikke med Nostradamus. Og ja – jeg kan også godt lide Jugulator og Demolition. Og Turbo.

Præsentation af bandet er vist ikke nødvendigt. Dog vil jeg lige hylde Priest for at ordinere Richie Faulkner i præsteembedet. Med ham har bandet genfundet deres 2. ungdom, og det forrige album (første album hvorpå Richie er med) Redeemer Of Souls er et allerhelvedes fedt album.

Nu kommer så Firepower – Priests 18. studiealbum – langt om længe.

Der var udgivet 3 singler inden udgivelsesdato, og vi har yderligere fået lov til at lytte til en snas her og der af enkelte af de andre numre. Alt har peget imod, at Firepower ville være lige så fedt – eller måske federe – end sin forgænger.

Firepower er produceret af Tom Allom og Andy Sneap. Tom Allom har tidligere produceret bl.a. British Steel, Defenders Of The Faith, legendariske Turbo (som alle elsker at hade, men som alle alligevel elsker, når den kommer på), Ram It Down og nu altså også Firepower.

Andy Sneap er – blandt mange bedrifter – kendt for at have produceret alle 4 Accept-albums med Mark Tornillo. Derudover har han produceret for Bl.a. Saxon, Amon Amarth og Megadeth – og – nå ja, så er han guitarist i Hell.

Det er også for nyligt meldt ud, at Andy er stand-in for Glenn Tipton på bandets kommende turne. Glenn, som lider af Parkinsons, er ikke i stand til at gennemføre en turne, men er “still a member of Judas Priest”.

Firepower indeholder 14 numre og har en spilletid på 58 minutter og 20 sekunder. Og det er ikke et sekund for meget.

Albummet er smækfyldt med fuldfed heavy metal med stærke riffs, hurtige, melodiske soli og fængende omkvæd. Lige fra åbningsnummeret “Firepower”, “Lightning Strike” og “Evil Never Dies”, som er ligefrem og uden dikkedarer, over melodiske “Never The Heroes” med det meget fængende omkvæd, forbi storladne og fremragende “Guardians”/”Rising From Ruins”, “Flame Thrower” og “Traitors Gate” som bare fyrer den af, den totalt poppede, men helt ekstremt fede “No Surrender”, til den langsommere og blues’ede “Lone Wolf” og sluttende ved den smukke “Sea Of Red” viser Judas Priest, hvad de kan, når de gør det, de gør bedst.

Jeg kunne i bund og grund bare kopiere tracklisten ind – for der er ingen numre, der falder igennem. Der er numre, der er bedre end andre, men ikke nogen, der er dårlige.

Robs stemme er bedre, end den har været længe, og man får ikke fornemmelsen af, at vi her har med en mand midt i 60’erne at gøre. Han gør det fabelagtigt godt, selvom han selvfølgelig ikke længere kan nå op på Painkiller’sk niveau.

Konklusionen? Da jeg så Judas Priest i Horsens i 2009, efter Nostradamus, troede jeg, det var slut. Robs stemme var styg, og jeg var sikker på, at det var både første og sidste gang, jeg fik lov at se dem live. Med Redeemer Of Souls viste bandet, at jeg tog fejl. Med Firepower cementerer de det.

Judas Priest har med Firepower begået et sandt mesterværk. Et exceptionelt, eminent, guddommeligt himmelsk og genialt mesterværk, som har været længe ventet (undskyld, jeg gik vist lige lidt amok i synonymordbogen). Et mesterværk, som måske ikke helt når op på niveau med Defenders Of The Faith og Painkiller, men MEGET tæt på.

Men det er også et mesterværk, som måske kan gå hen og blive deres sidste. Og hvis det endelig skal være – så er det sgu’ da godt, at de afslutter med manér.

Mange ting spiller ind, og jeg vil ikke gætte. Blot håbe på det bedste – og nyde, at min store kærlighed endnu en gang har bevist, at de er de største.

De er Guderne. Metal Guderne.

Kommentarer

kommentarer