Ironbird – Ironbird

Ironbird – Ironbird

  • Music In General - 10/10
    10/10
  • Personality - 8/10
    8/10
  • International standard - 9.5/10
    9.5/10
  • Production - 10/10
    10/10

Album Info

Ironbird
Ironbird
Transubstans Records
29. september / 20. december 2017

9.4/10
User Rating: 4.0 (1 votes)
Sending

Er du en sucker efter retrorock à la det allerbedste fra 1973-74, er dette album ganske enkelt en åbenbaring…

Med nogen forsinkelse dumpede der forleden et album ned i min postkasse. Skiven er med Ironbird fra Sverige, den er udkommet i december 2017 (29. september ifølge bandets FB-profil og 20. december for vinylrelease – red.), og så har vi ligesom det formelle på plads.

Ironbird’s selvbetitlede 2017-udgivelse røg straks på spillen, og hvis man er en sucker efter retrorock à la det allerbedste fra 1973-74, så er dette her album ganske enkelt en åbenbaring.

Første nummer “River” har en kort intro, hvorefter der effektivt buldres derudaf. Stilen er umiskendeligt 70’er heavy. Tillad mig bare at sige, at gode gamle Black Sabbath ikke har levet forgæves, og den sammenligning er i den grad ment positivt.  Derudover kan I smide alt muligt andet vintage rock i bøtten, og når rockbunden så lige får et giftigt penselstrøg af velplaceret psychedelica, så går det sgu’ alt sammen op i en højere beton enhed.

Mit umiddelbare favoritnummer på pladen er “Equation”, som netop indeholder fede elementer af tyk heavysyre, og så har netop dette nummer en fandens effektiv guitarsolo.

Men… Det er svært at fremhæve noget frem for noget andet på denne her svenske superkiks. Det er ganske enkelt solidt håndværk hele vejen igennem, materialet har en god variation, og dette kan jeg faktisk sige med sikkehed, for jeg har immervæk haft albummet i tung rotation en del gange efterhånden.

Ironbird består af 4 svenske gutter, og de fremstår som et supertight team. Igen er der ingen grund til at fremhæve nogen særlige i bandet, for alle spiller bare generelt godt.

Især nyder jeg de forholdsvist lange instrumentale passager, hvor bandet bare spiller linen helt ud… Heldigvis uden at melodien på noget tidspunkt går fløjten.

Koklokke er der også blevet plads til indimellem, og Ramus Janssons’ vokal har en fed produktion, der giver den en dejlig støvet tone. Han lyder i øvrigt som en skøn blanding af Ozzy og Andrew Stockdale fra Wolfmother.

Ironbird ved, hvad de går efter, og dette album er helt sikkert lavet ud fra en stor kærlighed til de gamle klassiske rockbands. Det er nogenlunde samme tradition, vores egen supergruppe SEA spiller ud fra.

Havde jeg nået at høre albummet i 2017, havde det klart været en kandidat til min årstop, men nu må Ironbird i stedet nøjes med nogle ret voldsomme anbefalinger herfra. Dette album bør stå i enhver rockreol!

Til sidst skal det lige bemærkes, at dette er  svenskernes andet album. Jeg har ikke hørt deres første udspil, som er fra 2014, men har det samme klasse som Ironbird anno 2017, er det selvfølgelig også en sikker investering.

Kommentarer

kommentarer