Interview – Stone Cadaver

Interview – Stone Cadaver

Den dag det bliver for seriøst og føles mere som pligt end fornøjelse, skal man overveje, hvorfor man spiller musik…

“Århusiansk 70’er-rock trio leverer bønnemetal af fineste høst på bandets første full length…”, skrev undertegnede om Stone Cadavers seneste udspil betitlet Reject Remove Replace tilbage i juli 2017.

Bandet, der p.t. består af Anders Bech Nielsen (vokal og guitar) og Andreas Slocinski (bas) blev tildelt karakteren 8.3 ud af 10 på Rockstruck for deres veludførte arbejde, og nu – godt fem måneder efter anmeldelsen, som kan læses her, tænkte vi, at det var på tide med en lille opdatering i form af nedenstående interview.

OBS: Thomas (?), som er både fan af og ven med drengene i Stone Cadaver, har begået ovenstående bandtegning.


1. En kort beskrivelse af bandet…

Vi startede projektet i 2013 efter vores metalcoverband gik i opløsning. Så var vi tre tilbage, Jesper på trommer, Andreas på bas og mig (Anders) på guitar, og vi havde egentlig stadig lyst til at spille sammen. Vi har altid haft en forkærlighed for 70’er hard rock og metallens rødder, så vi blev hurtigt enige om, at det skulle vi dyrke lidt. Vi manglede en sanger, så til en start prøvede jeg at synge, og ret hurtigt fik vi skrevet nummeret ”Black Magick”, som er at finde på vores EP, Stone Cadaver. Det gik sgu ok, så vi er fortsat på den måde, og nu gider vi ikke lave om på det.

2. Hvad har I gang i for tiden?

Jamen, vi er jo så småt begyndt at skrive nyt materiale, som forhåbentlig bliver godt nok til endnu en udgivelse – det tegner i hvert fald godt indtil videre. Derudover kommer vi lidt rundt i landet og skaber lidt rav i den. Og så er vores førnævnte EP netop blevet udgivet på kassettebånd på selskabet Red Truth Records i selveste Kasakstan haha… For samlere skal det lige nævnes, at der kun er lavet 30 nummererede eksemplarer!

3. Kan I fortælle om tilblivelsen af jeres seneste udgivelse?

Vi havde gået lidt og snakket om, at det kunne være sjovt at udgive et album, men det var lidt ved en tilfældighed, det kom i stand. I en brandert kom jeg til at nævne for Torben fra Magnified Eye, at vi havde leget med tanken, og i hans brandert siger han, at det vil han sgu gerne hjælpe med. Et halvt års tid senere deler vi øvelokale med Magnified Eye, som også er Torbens studie. Det gav os en vis ro i projektet, da der ikke var en bagkant i forhold til, hvornår vi skulle være færdige.

Selve indspilningen af Reject Remove Replace var med Torben bag knapperne og som medproducer. Torben er virkelig fed at arbejde med, da han virkelig har en kæmpe indsigt i genren, så der var en rigtig fed kreativ vibe, hvor vi blev udfordret lidt, så det hele fik et løft. Vi valgte at indspille delvis live (trommer, bas og guitar) for at få et råt udtryk. Mixning stod Stefan Krey (Gas Giant, Magnified Eye, Alkymist) for. Stefan var pisse fed til at udfordre vores lyd, hvilket har været med til at gøre, at pladen i vores ører skiller sig ud. Vi vidste ikke, vi kunne lyde sådan, så det er bare fee. James Plotkin, som har arbejdet med navne som Electric Wizard og Sunn O))), har stået for at trække den helt rigtige dirtyness frem i masteringen.

4. Hvilke sange er jeres personlige favoritter på skiven?

Hele idéen med Reject Remove Replace var, at det netop skulle være et album, og at det skulle udgives på vinyl med en A-side og en B-side. Vi har derfor skruet det således sammen, at numrene ligger i en rækkefølge, der giver mening. Vi synes faktisk at numrene kommer bedst til deres ret, hvis man hører hele albummet i sin fulde længde, så det er svært at fremhæve nogle. Skulle vi fremhæve et, vi selv er blevet rigtig glade for, er det nok det allersidste nummer ”Dead Horses, pts. I & II”. Vi synes i al beskedenhed, det er den perfekte afslutning på albummet.

5. Har udgivelsen åbnet nye døre for bandet?

Vi har selvfølgelig fået en masse opmærksomhed fra forskellige kanter, og vi har nok fået nogle spillejobs, vi ikke havde fået uden albummet. Især er vi blevet kontaktet fra selv de fjerneste dele af verden fra mere eller mindre seriøse aktører, f.eks. Kasakstan hehe… Udover det har det dog ikke ført til noget konkret endnu, men nu må vi se, når vi forhåbentligt får indspillet en opfølger engang.

6. Hvordan fandt I frem til den stil, I bevæger jer i, og hvor meget betyder det for jer at holde jer indenfor de fastsatte rammer?

Som sagt indledningsvis, har vi denne forkærlighed for 70’er rock, så det var ikke så svært. Der ligger jo ofte et helt vildt stemningsfuldt og tungt udtryk i den musik, helt uden brug af high gain på guitarerne og trigger på trommerne. Her er det de gode riffs og melodierne, der må bære igennem – det synes vi er fee. Derfor er det her, vi ofte henter inspiration til vores numre. For det meste starter vores kreative proces med et godt riff, som enten Andreas eller jeg har med hjemmefra, eller også noget der opstår på stedet. Herudfra leger vi og lader os inspirere til nye riffs eller overgange. Nogle gange kommer vi langt ud, og synes det bliver for mærkeligt, men vi synes vi har en særegen stil, som vi forsøger at udvikle musikken ud fra, selvom vi nogle gange har svært ved helt at definere, hvad det så er. Så ja, vi forsøger at holde os inden for vores egen stil, men den udvikler sig også hele tiden. Ved ikke om det giver mening?

7. Hvilke instrumenter + forstærkere er jeres foretrukne at spille på?

Jesper spiller på Premier-trommer med en dejlig 24″ stortromme, så den rigtige 70’er rock n roll-lyd kan komme til sin fulde ret. Bækkenerne er fra Sabian, der har været hans foretrukne mærke gennem mange år.
Andreas har været et utal af basser igennem, men bruger i skrivende stund en Fender Blacktop Precision med humbuckers, som han kører igennem en Ampeg SVT CL-rørtop og Ampeg 810-kabinet (det famøse, brandtunge “køleskab”, som ikke er sjovt at slæbe op og ned af trapper!). Andreas’ pedalboard består af en TC PolyTune, Darkglass Vintage Deluxe, TC Viscous Vibe, EHX Steel Leather samt en Dunlop Bass Q Crybaby.

Jeg selv har tidligere spillet på Gibson Flying V, og vil da heller ikke udelukke, at den kan komme frem igen på et tidspunkt, men den sidste halvanden års tid, har jeg næsten udelukkende spillet på min Gibson SG fra 1967. Sådan et gammelt instrument har nærmest en sjæl og er helt fantastisk at spille på. Og så ser den pisse godt ud med alle de tæsk, den har fået gennem tiden, hehe…. Min forstærker er en Laney Supergroup 100 Watt fra 1969, som også var Tony Iommis foretrukne på de første Black Sabbath-albums. Derudover bruger jeg forskellige fuzz- og overdrivepedaler, som min gode ven Kasper har bygget til mig – ofte flere af gangen i serie. Det give rigtig fee lyd i mine ører. Og så er der jo de forskellige effektpædaler.

8. Er teksterne vigtige for jer, og hvad omhandler de?

For os er det altid musikken, der kommer først. Dernæst skal teksterne passe til musikken. Det er Andreas, der skriver teksterne. På EP’en er teksterne centreret omkring nogle for genren meget typiske, dvs. okkultisme, hekse, jordens undergang osv. Han valgte dog relativt hurtigt, og meget bevidst i øvrigt, at styre det lyriske univers i en anden og mindre klichetung retning. Teksterne på pladen handler mere om ting som demagoger, mediernes manipulation af masserne, personligt ansvar og sådan noget. I virkeligheden er teksterne måske blevet en smule mere politiske eller samfundskritiske, måske er Andreas bare pissevred på alting, men der er i hvert fald sket en forandring. Den eneste tekst på pladen, som har noget af “det gamle” er Hands Of Death, som faktisk er en gammel sang. Den handler om hekseinkvisition, men sådan kan jo meget hurtigt vendes om til en metafor og drejes i en politisk retning eller sådan noget, så det er i det lys, at vi ser den tekst nu. Skal man opsummere teksterne kort, så afspejler de ofte menneskehedens skyggesider på den ene eller anden måde. Det er nok den eneste fællesnævner, der er for teksterne på Reject Remove Replace.

Stone Cadaver på Children Of The Sun Festival 2017. Foto af Joachim Vilholm Vilstrup…

9. Er Danmark stor nok i forhold til dén genre, I spiller i, eller vil I gerne ud over grænserne?

Vi er jo nogle gamle røvhuller med familier og fast arbejde, og der har vi det egentlig rigtig godt, selvom det er pissesjovt at lege rock’n’rolla ind imellem, så en verdensturne bliver det ikke. Men det kunne da være sjovt med en minitour sydpå på et tidspunkt, og det kommer nok også, hehe… Ellers er Danmark dejlig nok – på den front i det mindste …

10. Nogle særligt fede spillesteder, I gerne vil ha’ lov at fremhæve, og hvorfor er netop disse gode at spille på?

Der er sgu mange fede spillesteder. Skal vi fremhæve et par stykker, må det være Atlas i Aarhus, hvor vi har spillet nogle gange efterhånden. Her er der altid pissefed lyd, og vi har altid fået rigtig god behandling. Så er der Kongebryg i Næstved – mest fordi det er et bryggeri, og de har mange gode øl, hahaha …

11. Hvad er bandets sjoveste/værste/vildeste oplevelse indtil videre?

Det er jo altid lidt vildt, når Stone Cadaver kommer til byen. Allerede inden koncerterne skriver vi autografer, men det er efter koncerterne, det stikker af. Sprut, stoffer og groupies, you know, hahaha… Nej, det er nok lige en overdrivelse, men har vi muligheden for at blive til en fed efterfest, holder vi os ikke tilbage. Det fede ved at være ude at spille er, at man møder en masse fede, kreative mennesker fra andre bands. Da vi spillede til Children Of The Sun-festivalen, hang vi fx ud med Dead Witches fra England, det er bl.a. Mark Greening, som spillede i Electric Wizard i flere år. Det var vildt fedt. Flinke folk, som der blev drukket en masse med. Udover fede sociale oplevelser har der også trælse ting af og til. Der var fx engang i Randers, hvor vi gik i gang med sættet, og så kom der bare ingen lyd fra Andreas’ bas. Det blev lidt antiklimaktisk, og jeg blev nødt til at stå på scenen og underholde folk med dårlige vittigheder og nogle Slayer-riffs, indtil Andreas, i febrilsk vildrede, fandt ud af, at han bare var kommet til at skrue helt ned for volumeknappen på en af sine pedaler. Vildt kikset, men det gik fint nok derfra.

12. Hvem ville I allerhelst opvarme for, hvis der var frit valg på alle hylder?

Hvis der var helt frit valg, og det godt må være et band, der desværre ikke spiller mere, ville vi gerne varme op for Black Sabbath. Det er nok det ultimativt fedeste band, der har eksisteret, og et band vi alle ser meget op til.

13. Hvad er det fedeste ved at spille I band? Og hvad er det sværeste?

Det fedeste ved at spille i Stone Cadaver er vores venskab. Det er i bund og grund det, der gør, at vi spiller sammen. Derudover er det jo fedt at komme ud på scenerne og få publikums respons. Det sværeste for os er at finde den tid, vi egentlig gerne vil bruge på bandet. Og så er der en masse forretningsmæssige og skattemæssige ting, som følger med, som vi dybest set helst ville være foruden.

14. Hvilke råd ville I give til nyopstartede / upcoming bands?

Det bedste råd er nok, at det skal være sjovt. Den dag det bliver for seriøst og føles mere som pligt end fornøjelse, skal man overveje, hvorfor man spiller musik. Ikke dermed sagt, at det skal være useriøst, men det legende element skal helt klart prioriteres. Derudover er det bare med at komme ud til et publikum med musikken. Det giver så meget inspiration, og man bliver en dygtigere musikker af at stå foran et publikum.

15. Hvad er bandets ultimative drøm?

At vi kan udgive plader og komme ud og spille fede koncerter til vi bliver 70.

16. Fremtidsplaner?

Vi er ved at lægge an til album nr. 2, men nu må vi se, hvornår den kan være klar. Så skal vi selvfølgelig spille nogle flere koncerter i det nye år – der er nogle spændende ting i støbeskeen.

17. Et sidste ord?

En ting vi har oplevet med vores plade er, at den faktisk har været udsat for en del pirateri. Den ligger på alle mulige torrentsites, og selvom det er fedt, at folk gider høre den, så det er også virkelig fladt, at der bare er så mange derude, der ikke gider støtte de bands og kunstnere, som de tilsyneladende godt kan lide. Hermed en opfordring til at betale for det man lytter til. Køb eksempelvis Reject Remove Replace på vinyl for den ultimative albumoplevelse… hehehe.

Bortset fra det er vi sgu egentlig nogle glade og hyggelige folk, der godt kan lide at møde vores fans og få en snak, så kom endelig over når vi spiller i din by!


En stor tak til Stone Cadaver for at takke ja til at medvirke. og vil du vide mere om bandet, kan du fange dem på nedenstående links. Bandet er i øvrigt og som tidligere nævnt i interviewet på udkig efter ny trommeslager, så giv dem endelig et skriv, såfremt du kender nogen i Aarhus-området, der kunne være interesseret…

Kommentarer

kommentarer