Interview – Sea

Interview – Sea

Når vi laver musik, bygger vi sangene op omkring en stærk energi og en god melodi. Dette kan være i form af vokalen, et fedt riff, en groovy basgang eller andet. Det vigtigste for os er, at musikken vækker nogle følelser i folk, og at sangene hænger fast…

“Den københavnske halvfjerdserinspirerede hardrock-kvartets “svære” 2’er er mindst lige så stærk og overbevisende, som den er autentisk”, skrev denne anmelder om københavnske SEA’s andet udspil, The Grip Of Time tilbage i maj 2017, hvor også albummet udkom.

Bandet, der består af Anders Brink (vokal + guitar), Anders Kargaard (guitar), Maico Thyge (bas) og Jonas Bangstrup (trommer), spiller uforfalsket hardrock á la Black Sabbath. Deep Purple og Led Zeppelin (for nu bare at nævne en flok tilfældige genremæsssigt ligesindede), og vil man have sin rock serveret både ægte, old school og personlig, er der p.t. ingen andre bands end Tainted Lady, der på dansk grund kommer bare i nærheden af SEA, hvorfor undertegnede også straks kvitterede med intet mindre end 10 ud af 10 på Rockstrucks samlede karakterskala.

Og med disse ord skyder vi således årets sidste interview af sted, før vi retter blikket mod 2018, og hvad det end måtte bringe af hårdtslående oplevelser. Pas godt på jer selv og hinanden, derude, og godt nytår!

OBS: Ovenstående bandfoto er skudt af Emil Winther, mens EHB har stået for livefoto, og det er frontmand Anders Brink, der har svaret på spørgsmålene.


1. En kort beskrivelse af bandet…

SEA’s lyd er en rå og udfordrerne sammensmeltning af de klassiske mesterværker fra fortidens giganter blandet med vores eget karakteristiske og hårdtslående skandinaviske udtryk.

2. Hvad har I gang i for tiden?

Vi har netop færdiggjort vores Danmarkstour og vores UK-tour med Tygers of Pan Tang. Så vi tager en kort live pause, inden vi igen går i gang i starten af 2018. Derudover er vi i fuld gang med at skrive vores næste plade, så der er mange spændende ting i vente.

Sea – The Grip Of Time

3. Kan I fortælle om tilblivelsen af jeres seneste udgivelse?

Pladen er indspillet i Vibe Factory Studios i København med producer Jakob Winther, som er kendt for sit arbejde med en lang række af Danmarks største artister, som Lukas Graham, Mads Langer, Patrick Dorgan og mange andre. Vi ønskede at bringe Jakobs brede musikalske erfaring ind i vores rå heavyrock univers. Missionen har været, at fange den lyd og atmosfære, som vi skaber til vores live shows.
Pladen er mastereret i Abbey Road Studios af Alex Wharton, som har masteret plader og singler for en lang række af de største artister i verden som The Beatles, Bring Me The Horizon, The Pixies, My Bloody Valentine og mange andre. Det har givet os en unik mulighed for at arbejde med vores musik i et af de ypperste rocktempler i verdenshistorien og en perfekt afslutning på en lang og givende proces. Resultatet er en plade, som er både rå, organisk og levende. Et resultat som vi er meget stolte af og glade for at dele med resten af verden.

4. Hvilke sange er jeres personlige favoritter på skiven?

Vi er selvfølgelig rigtigt glade for de to single ”Once We Were Dead” og ”The Stranger Within”. Derudover elsker vi at spille vores ”ballade” ”No Dawn” live. Det er et nummer, hvor vi får lov til at eksperimentere og udforske en lidt anden side af os selv.

5. Har udgivelsen åbnet nye døre for bandet?

Ja, det er sket rigtigt mange spændende ting siden udgivelsen af pladen. Vi har fået mange flotte top-anmeldelser og rosende ord fra både ind og udland. Udover vores DK-tour har vi som sagt også tourneret i UK for første gang. Det er uden tvivl det helt rigtige sted for vores musik, og vi arbejder på at komme tilbage igen så hurtigt som muligt.

6. Hvordan fandt I frem til den stil, I bevæger jer i, og hvor meget betyder det for jer at holde jer indenfor de fastsatte rammer?

Når vi laver musik, bygger vi sangene op omkring en stærk energi og en god melodi. Dette kan være i form af vokalen, et fedt riff, en groovy basgang eller andet. Det vigtigste for os er, at musikken vækker nogle følelser i folk, og at sangene hænger fast. Det har aldrig været så vigtigt for os, at genrebestemme vores musik. Det overlader vi til andre, og folk skal være velkomne til at kalde det, hvad de vil. Vi er klar over, at vi ofte bliver sat I forbindelse med retrorock-bølgen. Vi har dog aldrig lavet musik for at lyde retro. Vores musik er et resultat af mange år i øvelokalet, hvor vi langsomt har fundet ud af, hvordan vi lyder fedest. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at størstedelen af vores yndlingsbands stammer fra, før vi blev født, men vi henter vores inspirationer i alt hård metal til både blues, soul, pop og mange andre genrer. Forsanger Anders Brink, som tillige har en fortid i klassisk musik, skriver om både personlige og psykologiske emner, men også politiske og sociale problemstillinger. Så udover at give lytteren et spark bagi, lægger musikken også op til at tage en dybere gennemlytning.

7. Hvilke instrumenter + forstærkere er jeres foretrukne at spille på?

Vi bruger hovedsageligt Gibson instrumenter og Marshall og Ampeg forstærkere. Det er en klassisk kombination og en væg af lyd, som vi altid kan stole på. På guitarfronten spiller Anders Brink på to Custom Shop Les Paul Axcess og Anders Kargaard på en ’76 Les Paul Custom, som han aldrig lægger fra sig længe ad gangen. På basfronten spiller Maico på to Gibson Thunderbirds. Jonas spiller på Ludvig Maple Classic, John Bonham style.

8. Er teksterne vigtige for jer, og hvad omhandler de?

Lyrikken betyder helt klart noget for os. Det er vigtigt, at vores fans, udover at ryste håret, også kan lytte mere dybdegående til musikken. Teksterne omhandler ofte personlige, eksistentielle og politiske emner. Vi har med vilje valgt at holde teksterne relativt åbne og giver dermed lytteren muligheden for at lave sin egen fortolkning af numrene.

9. Er Danmark stor nok i forhold til dén genre, I spiller, eller vil I gerne ud over grænserne?

Danmark er helt sikkert et rigtigt godt sted at starte ud for et upcoming band. Vi er blevet behandlet rigtigt godt af både spillesteder, branchefolk og ikke mindst det fantastiske rockpublikum. De seneste år er også kommet nogle fede nye festivaller til med fokus på rock og metal. Det er dog næppe en overraskelse for nogen, at DK er et lille land, og at der er store muligheder i udlandet. Specielt Tyskland, Bennelux, Skandinavien og UK er helt klart en stor prioritet for os.

Sea (foto af EHB)

10. Nogle særligt fede spillesteder, I gerne vil ha’ lov at fremhæve, og hvorfor er netop disse gode at spille på?

Vi synes generelt, at DK har rigtigt mange fede spillesteder, hvor vi er blevet behandlet fremragende af både staff og ikke mindst publikum. Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke alle de steder, vi har besøgt på vores tour. I København, hvor vi har hjemmebanen, er der efterhånden også rigtigt gode muligheder for rock- og metalfolket. Bl.a. High Voltage har haft rigtig stor betydning for os som band, både som spillested og i forbindelse med deres High Voltage Awards Show, hvor vi vandt to statuetter for vores første plade.

11. Hvem ville I allerhelst opvarme for, hvis der var frit valg på alle hylder?

Århh, der er så mange, men jeg tror ikke, at nogen i bandet ville protestere, hvis Black Sabbath kom tilbage fra pensionen og inviterede os med på scenen.

12. Hvad er det fedeste ved at spille I band? Og hvad er det sværeste?

Det er svært ikke at have det fedt, når man først står på scenen med publikum foran sig. Vi håber, at det er tydeligt for publikum, hvor meget vi værdsætter dem. Det er derfor også ekstra fedt, at der er dukket flere og flere mennesker op til vores koncerter, alle steder i Danmark, siden vores plade udkom. Musikbranchen er selvfølgelig ikke det nemmeste sted at tjene til dagen og vejen, men vi klarer os sgu’ fint, så vi har ikke noget at brokke os over. Musikken er en del af os, og vi bliver ved, så længe vi kan.

13. Hvilke råd ville I give til nyopstartede / upcoming bands?

Det tager mange, mange timer i øvelokalet at finde frem til det præcise musikalske udtryk. Mange gange kommer bandmedlemmer ind med forskellige udgangspunkter og ideer, og man skal i fælleskab finde frem til den helt rigtige fælles sound. Derfra er det eneste, man kan gøre, bare at øve, øve og øve lidt mere.

14. Hvad er bandets ultimative drøm?

Den ultimative drøm er uden tvivl at kunne leve af sin musik og dedikere sig 100% til bandet og vores fans. Der er kun en vej mod denne drøm, og det er at blive ved med at spille den musik, vi elsker. I mellemtiden nyder vi hvert eneste sekund af rejsen dertil.

15. Fremtidsplaner?

Fremtidsplanerne er at forsætte i fuld fart. Vi er godt i gang med at skrive nye sange, vi offentliggør snart nye koncerter i ind- og udland og glæder os rigtigt meget til at komme ud på landevejen igen.

16. Et sidste ord?

Vi vil gerne have lov til at sige mange gange tak til Rockstruck.dk og deres læsere for de flotte ord og store support vi har fået med på vejen i forbindelse med udgivelsen af The Grip of Time. Det har betydet rigtigt meget for os. Vi ses snart ude på landevejene igen!


En kæmpe tak til Anders Brink og SEA for deres medvirken og samarbejdsvilje, og har du lyst, kan du finde mere info på bandet ved at følge nedenstående links, mens du kan læse anmeldelsen af The Grip Of Time her!

Kommentarer

kommentarer