Interview – Alabama Black Snakes

Interview – Alabama Black Snakes

Vi har brugt lang tid på at opbygge et univers, hvor alkohol, skam, delirium og vanvid er metaforer for nogle generelle menneskelige problemstillinger. Det hele foregår i en eller anden mytologiseret udgave af vores egen opvækst på landet…

“På én gang både beskidt og vellydende, originalt og velkendt. To The Land er dansk sydstatsklingende udkantsrock iført blues- og rockabilly-elementer og albummet, du ikke må snyde dig selv for…” 

Sådan skrev denne anmelder tilbage i april måned om 3. skive fra danske Alabama Black Snake, og for bandets energiske og veludførte arbejde kvitterede Rockstruck.dk efterfølgende med karakteren 9.5 ud af 10.

I dag – godt 7 måneder senere – har undertegnede stadig ikke fået chancen for at opleve bandet live, men da samtlige 3 udspil efterhånden er gennemlyttet ned til allermindste detalje, tænkte jeg, at det nok var på tide at høre de fem medlemmer – Mads Østergaard (guitar & lead vokal), Gustav Pontoppidan (trommer & vokal), Jonas Jessen (bas), Rasmus Christian Larsen (guitar & vokal) og ikke mindst Jens “Hank Lee Tuffer” (mundharmonika) – om, hvordan det p.t. står til i ABS-lejren.

Dén var Alabama Black Snakes heldigvis med på, og det er derfor ikke uden en hvis portion stolthed, at vi – for jer, kære læsere – nu kan præsentere det første af endnu en række interviews med mange af jeres all time yndlings-undergrundsbands fra det ganske danske land. Vi starter som sagt med Alabama Black Snakes, som kan læses herunder, og de resterende interviews får I løbende over de næste par uger. Stay tuned…


1. En kort beskrivelse af bandet…

Vi er Alabama Black Snakes. Et band, der dypper snablen i alt fra sydstatssumpen til blues, hardrock og til stadighed lader os inspirere af forskellige elementer fra vores fortid i fx punk og støjrock. Kort sagt en ruskomsnusket omgang gryderet vi i mangel af bedre har valgt at kalde ”udkantsrock”.

2. Hvad har I gang i for tiden?

Vi udgav vores tredje fuldlængdealbum TO THE LAND i marts, og tømmermændene er så småt ved at lægge sig. I øjeblikket spiller vi et par koncerter i ind- og udland, og hvad, der skal ske i det kommende år, aftaler vi traditionen tro i juledagene på vores årlige suge gløgg/strategimøde.

3. Kan I fortælle om tilblivelsen af jeres seneste udgivelse?

Pladen er ligesom vores tidligere plader indspillet af os selv. Vi kan godt lide at have kontrol over processen, selvom det forlænger den lidt. Den forrige plade SHAKE IT LIKE THE LORD AIN’T WATCHING blev optaget i en lade, tæt på, hvor vi er opvokset, og den nye blev optaget i vores gamle øvelokale, der var forsynet med studierum. Vi er gået en lidt anden retning med den nye plade – hvor vi før har været meget inspireret af sydstatsrock, måske endda lidt til den ’gimmick’-agtige side, har vi udforsket nogle andre sider af os selv og lavet en mere mørk og måske endda mere seriøs plade. Men dog ikke mere end der er masser af plads til den sædvanlige gakkelak, vi nok aldrig kan sige os helt 100 pct. fri for.

4. Hvilke sange er jeres personlige favoritter på skiven?

Titelnummeret ”To The Land” er noget helt andet, end vi nogensinde har lavet før. Den er svær at karakterisere som ren ”sydstatsrock”. Videoen blev lavet med noget vanvittig facetracking af vores forsangers mundbevægelser, skramlet 3-D animation, en Volvo og et stort bål. Vi er svært glade for den.
Ellers er der åbningsnummeret ”Railroad”, der er rimelig meget halm-i-støvlen, men samtidig har den et temposkift, der er lidt aparte for genren. ”Oh Lover” er lydmæssigt noget af det, vi er gladest for, og så er der jo.. ahmen, vi kan blive ved!

5. Har udgivelsen åbnet nye døre for bandet?

Der kommer altid lidt virak, når man smider en ny plade på gaden, men pladen før (SHAKE IT LIKE THE LORD AIN’T WATCHING fra 2013) fik lidt mere omtale og airplay. Til gengæld har vi med den nye fået åbnet et musehul til udlandet, og det er jo ren optur at få svunget bællearmen uden for landets grænser.

6. Hvordan fandt I frem til den stil, I bevæger jer i, og hvor meget betyder det for jer at holde jer indenfor de fastsatte rammer?

Vi har kendt hinanden og spillet sammen i snart tyve år. I mange år spillede vi mere indadvendt støjrock blandet med en masse synthesizer og endda backtracks. Det var meget artsy og eksperimenterende, men det hele var gået lidt i stå for os.

Tilfældet ville, at en kær ven i 2007 holdt en Vietnam-fest, altså en fest, hvor alt var udsmykket i temaet ”Dommedag Nu”, ”Full Metal Jacket” osv., og i den forbindelse dannede vi bandet ”Alabama Black Snakes”, der primært spillede sydstatsrock.

Vi blev simpelthen så vilde med friheden i at smide alle de ekstra lag, vi havde tilføjet til musikken, og begyndte lidt for sjov at skrive vores egne numre til projektet. Det blev mystisk nok en total kreativ eksplosion, og vi fik i løbet af ingen tid skrevet nok materiale til vores første album RHYTHM N’ LOOSE (2011), som vi indspillede på én weekend fyldt med whisky og dåsemad. Senere kom vores ven Jens med på mundharpe, og lyden var komplet.

Selvom vi nok i nogen forstand er et genreband (og hvem er i øvrigt ikke det?), er det er ikke vigtigt for os, at blive i en bestemt forestilling om, hvad- og hvem vi er. Vi trækker selvfølgelig på en masse referencer, men først og fremmest er det numrenes egne udtryk, der skal diktere musikken.

7. Hvilke instrumenter + forstærkere er jeres foretrukne at spille på?

Gammelt lort er helt klart at foretrække. Fender rørforstærkere, SG’ere fenderguitarer og –basser. Mundharpe og mere rør og et knivspids hammondorgel. Uhmm..

8. Er teksterne vigtige for jer, og hvad omhandler de?

Man kunne fristes til at tro, at teksterne kom i anden række, når man spiller rock, som er referencetung – altså at man bare spiller på klichéerne. Men teksterne betyder meget. Vi har brugt lang tid på at opbygge et univers, hvor alkohol, skam, delirium og vanvid er metaforer for nogle generelle menneskelige problemstillinger. Det hele foregår i en eller anden mytologiseret udgave af vores egen opvækst på landet. Sådan et ’Redneck-Midtsjælland’, beboet af fulderikker og desperadoer.

9. Er Danmark stor nok i forhold til dén genre, I spiller i, eller vil I gerne ud over grænserne?

Vi er begyndt at spille lidt i Tyskland, og det er en stor oplevelse at komme ud over grænsen. Vi er jo nok ikke de første til at påpege, at Danmark er et lille land, og at der hurtigt går mode i bestemte genrer og udtryk, men der er blevet taget virkelig godt imod os, både på musikblogs og på en radiokanal som P6beat.

10. Nogle særligt fede spillesteder, I gerne vil ha’ lov at fremhæve, og hvorfor er netop disse gode at spille på?

Det ville være et mærkeligt interview, hvis vi ikke fremhævede Gimle i Roskilde – byen, hvor vi selv har base. De gode mennesker derfra har hjulpet os ekstremt meget og har fx en fast tradition, hvor vi spiller til deres årlige juleafslutningskoncert sammen med de gale briter i superbandet, ’Sack Trick’. Men ellers har vi haft virkelig gode oplevelser på alt fra Posten i Odense, Gutter City, Loppen og KB18 i København til Hafenbahnhof i Hamborg.

11. Hvad er bandets sjoveste/værste/vildeste oplevelse indtil videre?

Når man har spillet og kendt hinanden i snart sagt tyve år, er det klart, at man har oplevet lidt af hvert. Som når man vågner op af en post-koncert brandert i en pool i Letland og opdager, den er fyldt med børn, når man vedholdende bliver slikket på cowboystøvlen til en koncert i en biker-klub eller flygter i al hast til den nærmeste bar efter en koncert for cokesniffende billiardspillere. Men de vildeste historier holder vi for os selv. Eller muligvis til bandbiografien.

12. Hvem ville I allerhelst opvarme for, hvis der var frit valg på alle hylder?

Det er fanme svært. Vi er et band sammensat af rimelig mange forskellige musikalske præferencer, der stikker i alle mulige retninger. Så vi må nok hellere bare sige Johnny Madsen for husfredens skyld.

13. Hvad er det fedeste ved at spille I band? Og hvad er det sværeste?

Det fedeste er at få lov at spille live, at udgive plader og mærke, at det betyder noget for folk. Det er fedt at lave fest, at kaste med whisky og smide trøjen, men det er også fedt at sidde og nørde med en eller anden guitarlyd på et nummer i et tilrøget studie. Og så er det fedt at have en fælles interesse med sine barndomsvenner og en undskyldning for altid at mødes.

Det sværeste er det kedeligste svar: Tid og penge.

14. Hvilke råd ville I give til nyopstartede / upcoming bands?

Spil det, I synes, er fedt. Lad være med at prøve at passe ind i kasser og forestillinger om, hvad der lige er oppe i tiden. Lad være med at tage jer selv for seriøst og blive for prætentiøse. Vær en grov fætter på scenen, men vær sød ved alle mennesker, der viser den mindste interesse for det, I laver. Det er et privilegium, når andre også synes, det er fedt.

15. Hvad er bandets ultimative drøm?

Den største drøm er at blive ved med at spille og skabe vores egen musik, kompromisløst. At nå ud til et større publikum, turnere mere i udlandet og blive ved med at udvikle os. Vi er alle sammen travle mennesker med mange jern i ilden, men vi agter da at blive ved, til vi dratter om.

16. Fremtidsplaner?

Flere plader! Flere koncerter! Mere musik! Måske noget akustisk? Ingen ved!

17. Et sidste ord?

Tak til alle dem, der holder liv i undergrunden af dansk musik – dem der laver blogs, arrangerer koncerter og viser interesse for det, der ikke bare ligger på hitlisterne.


En stor tak til Alabama Black Snakes for at ville medvirke, og vil I vide mere om bandet, kan I fange dem på deres Facebook profil hér, mens I kan læse anmeldelsen af deres 3. album, To The Land hér!

Kommentarer

kommentarer