I’ll Be Damned – I’ll Be Damned

I’ll Be Damned – I’ll Be Damned

  • Music - 7/10
    7/10
  • Personality - 8/10
    8/10
  • Airplay Potential - 8/10
    8/10

Album Info

I'll Be Damned
I'll Be Damned
Prime Collective
2015

7.7/10
User Rating: 4.0 (2 votes)
Sending

Stærk debut med mindre frustrationsmomenter

redaktionen-stig-nyeng3Anmelderrost “revolutionsrock” fra Aarhus

I’ll Be Damned er et efter eget udsagn revolutionsrockband fra Aarhus, der ifølge pressemeddelelsen én gang for alle vil gøre op med Janteloven og igennem musikken bevise, at der stadig er masser af plads til den kompromisløse klassiske hardrock, som vi kender den fra blandt andre Aerosmith, Motley Crüe, Guns’n’Roses m.fl… Eller noget i dén stil.

Bandet, der allerede i 2012 gjorde sig bemærket med EP’en The First Coming, består af Stig Gamborg på vokal, Mathias Smidt på trommer, Kristian Sloth og Boris Tandrup på guitar samt Anders L. Ond på bas, og i en lille måneds tid har de været ude med deres selvbetitlede full-length debutalbum, som i øvrigt har høstet masser af stjerner og rosende ord hos mange af de større danske rockanmeldere som eksempelvis Steffen Jungersen (5 stjerner), GF Rock (5 stjerner) og Gaffa (5 stjerner). Det er derfor ikke uden et vist pres, at jeg går i krig med denne anmeldelse, for selv om bandet og debuten uden tvivl byder på masser af både teknisk og sangskrivemæssig kvalitet, kan jeg i dette tilfælde desværre ikke se mig fuldstændigt uforbeholdent enig i mine ellers yderst kompetente skribentkollegaer. Det vender jeg tilbage til om lidt.

Inspirationerne er tilstede, men personligheden ligeså

Albummet lægger ellers godt ud med den svingende rockskæring, “Believe It”, der med sit groovy og lettere synth-lydende guitarriff straks giver en god idé om, hvad I’ll Be Damned egentlig er for en størrelse. Trommer og bas tilsættes behændigt, og når først Stig Gamborg går i gang med henholdsvis at synge, skrige og growle sig igennem teksten, sparkes sangen for alvor i gang. Den tunge og let bluesede “Fever” tager herefter over efterfulgt af midttemposangen, “Drainage”, og disse første tre sange er efter min mening samtidig albummets bedste, især grundet deres stærkere omkvæd i forhold til resten af skiven. Førnævnte Aerosmith, AC/DC, Rage Against The Machine samt vores egne D.A.D. har tydeligvis ikke levet forgæves, hvad angår groove og guitar, men selv om inspirationerne selvfølgelig er til stede på hele pladen, gør det samme sig heldigvis også gældende i forhold til personligheden, og et begreb som “plagiat” er langt fra noget, jeg i denne sammenhæng vil sætte I’ll Be Damned i forbindelse med.

Variation og stærkere omkvæd efterlyses

Hvad jeg derimod har det lidt svært med er blandt andet manglen på variation. Ikke forstået sådan, at der ikke forefindes masser af temposkift og velfungerende breaks rundt omkring i de i alt 12 sange, albummet indeholder, men jeg kan godt savne lidt mere alsidighed hos forsanger Stig, der trods stærk vokalpræstation lyder som noget af en “buldrebasse”. Kun én sang, “Your Only Home”, dæmper han en lille bitte smule ned for den ellers konstante rock’n’roll attitude, men eftersom han kun gør det sporadisk og indenfor nogle meget teatralske rammer, tæller det næsten ikke engang som én sang. Det er selvfølgelig heller ikke nødvendigvis en dårlig ting at give den fuld skrue hele vejen, men for mig personligt bliver det i dette tilfælde lidt kedeligt.

I samme forbindelse savner jeg faktisk også nogle stærkere omkvæd. Både vers, riffs, breaks og solostykker fungerer stort set i samtlige passager på denne debut, og I’ll Be Damned kan som sagt uden tvivl deres kram både hvad angår teknik og sammenspil, hvilket selvfølgelig samlet set løfter bandet fra på nogen måde at kunne kaldes middelmådigt. Men melodien i omkvæddene, de tre første skæringer undtaget, har jeg altså mere end svært ved at fange, og dermed forsvinder mange af de små velkendte gentagelser, der ellers kunne have medvirket til en mindre pause fra al larmen, hvor godt den end måtte lyde.

Revolutionen må vente

Generelt elsker jeg, når Janteloven og vores lille andedam bliver udfordret, men jeg er faktisk overhovedet ikke enig i I’ll Be Damneds synspunkter, når de blandt andet skriver, at “hård rock i Danmark har mistet sin kant”. Som jeg tidligere har nævnt i en anden sammenhæng, er dansk hardrock – også den brutale og kompromisløse af slagsen – ikke længere end mangelvare, så hvad I’ll Be Damned egentligt forsøger at revolutionere eller endsige gøre oprør imod, som mange andre ikke allerede gør eller har gjort før dem, har jeg lidt svært ved at forstå. Bandet har uden tvivl skabt en god og hårdtslående debut med klart overtal af gode momenter og stærke præstationer, men både revolutionen og unikummet har jeg modsat mine kollegaer sgu’ lidt svært ved at få øje på, og derfor må I’ll Be Damned desværre “nøjes” med en karakter et godt stykke over middel frem for en tilnærmelsesvis topkarakter.

Kommentarer

kommentarer