Forsaken – Pentateuch

Forsaken – Pentateuch

  • Music In General - 8/10
    8/10
  • Personality - 6/10
    6/10
  • International standard - 7/10
    7/10
  • Production - 8/10
    8/10

Album Info

Forsaken
Pentateuch
Mighty Music
13. oktober 2017

7.3/10
User Rating: 3.0 (1 votes)
Sending

Himmelråbende uoriginalt, men helvedes effektivt udspil fra det maltesiske og kristne doom band, der dog heldigvis fremstår behageligt befriet fra prædikener i deres budskab…

Så er der tunge toner på vej fra en af de skønne middelhavsøer. Forsaken fra Malta er på trapperne med deres 5. udspil. Bandet blev dannet i 1990, så det er en erfaren flok metalgutter, der har fundet vej til et af Rockstrucks eksterne stereoanlæg.

Forsaken er en kvartet, der består af Leo Stivala på vokal, Shaun Vukovic på guitar, mens Simeon Gatt tæsker trommer, og Albert Bell holder orden i lydbilledet ved hjælp af bassen. Han er i øvrigt også hovedmanden bag teksterne. Og forresten……Forsaken spiller klassisk DOOOOOOOM.

Forsakens nye udspil hedder Pentateuch, og jeg har forsket mig frem til, at det er den samlede titel på de 5 første bøger i bibelen, hvilket også er her, vi skal finde fundamentet i teksterne på albummet. Forsaken er nemlig et kristent band med kors om halsen og hele pivtøjet, og deres lyriske univers er tilmed kristent. Dog er de behageligt befriet for at være prædikende i deres budskab, og det er sgu nok så rart, for så kan en gammel ateist som undertegnede også være med. Men med det sagt bevæger vi os naturligvis i et univers af kaos og undergang på langt de fleste numre.

Musikken på Pentateuch er som nævnt doom… og det af den dér allermest elementært episke af slagsen, der bare lyder tyktflydende, præcist som den skal. Lydmæssigt er vi lidt ovre i Trouble land, hvis jeg nu skal drage en sammenligning til noget inden for samme genre, og det er jo ikke så ringe en sammenligning endda. Jeg kan også høre nogle noget NWOBHM inspiration. Især Leo Stivalas måde at synge på giver skønne minder om de gode gamle dage.

Forsaken ved, hvad de vil. Der er ikke nogen mystiske dikkedarer. Albummet er himmelråbende uoriginalt, men det er, hvis man ellers må sige det om en kristen skive, helvedes effektivt, og Pentateuch er en glimrende sag at smide på spillen en efterårseftermiddag.

Jeg vil derudover sige, at kender I de 2 seneste Forsaken udspil, så vil I ikke møde de store overraskelser her.

Bandet består af kompetente musikere, og de fremstår tilmed som en solid enhed. Jeg vil godt lige fremhæve guitarist Sean Vukovic. Han smider altså nogle ret gode og solide soli af hele albummet igennem.

Jeg er også ok tilfreds med produktionen. Trommerne skramler godt nok noget rundt i lydbilledet. Det vil nogen måske undre sig lidt over, men jeg synes egentlig, det passer fint ind i helheden.

Så på trods af, at det ikke ligefrem er nyskabende, så kan jeg i hvert fald godt anbefale dette nye udspil fra Forsaken til de doom elskere, der selvfølgelig er derude.

Kommentarer

kommentarer