Egonaut – The Omega

Egonaut – The Omega

  • Music In General - 9/10
    9/10
  • Personality - 8/10
    8/10
  • International standard - 8/10
    8/10
  • Production - 8/10
    8/10

Album Info

Egonaut
The Omega
Mighty Music
3. november 2017

8.3/10
User Rating: 4.0 (1 votes)
Sending

Tungt, men ikke for tungt – melodiøst, men stadig heavy. Tyngde og melodi går hånd i hånd på svenskernes 4. udspil, der desuden byder på ny forsanger, som pynter gevaldigt på helhedsindtrykket…

Tilbage med forstærkning

Svenske Egonaut er tilbage med nyt album – deres fjerde fuldlængde udgivelse betitlet The Omega. Bandet har efterhånden eksisteret i over 10 år og er i denne periode gået fra punket hardrock til denne hybrid af heavy, som vi får serveret her. Deres forrige album, Deluminati fra 2015 var et godt og tungt album, som lovede godt for fremtiden, og med denne nye skive tager Egonaut da også er par skridt fremad.

Bandet er denne gang blevet forstærket med den nye sanger Emil Kyrk, der træder til fra melo-death gruppen, Beneath. Hans vokal er spændstig og varierende, og han er en fin tilføjelse. Stilen er stadig tung metal med hammond-orgel og doom elementer, og denne gang har bandet valgt at skrive albummets sange som en hel historie. Et koncept-album kan være både godt og skidt alt afhængig af historien, der fortælles, og hvordan musikken lyder, men Egonaut får heldigvis begge dele til at flyde fornuftigt på The Omega.

Stærkt fra start og varierende nok til at fastholde lytteren

Albummet lægger fra land med det tunge åbningsnummer “Initium”, hvor Kyrk viser, at han også kan growle lidt ind imellem. Det er dog ikke noget, bandet gør ret meget brug af, og det passer denne anmelder fint. Den rene, lidt snerrende vokal passer ret godt til materialet, og man savner ikke growl og brøl.

Som albummet skrider frem, åbner bandet op for en velspillet blanding af metal. Klassisk moderne heavy, som vi kender det fra for eksempel Grand Magus. Melodisk orgel-tung doom, som vi kender det fra Candlemass og lignende. Alt sammen bundet fornuftigt sammen af Fredrik Jordanius’ gode melodiske guitarspil på en grobund af riffs, som fremstår solide, om end ikke ret nyskabende. Sangene formår at lyde på en gang tidssvarende og klassiske – blandt andet takket være en fin produktion. Sangskrivningen er velbearbejdet hele vejen igennem og varierende nok til at fastholde interessen hos lytteren. Hvis man som mig er til klassisk heavy, kan nogle doom albums godt blive lige langsomme nok i længen, men her er Egonaut gode til at skifte lidt. Fede uptempo numre som “The pledge” og “Deathsworn” skærer igennem den dystre doom af og til og får hovedet til at svinge, så man ikke går helt i brædderne.

Et foreløbigt hovedværk

Jeg har ikke hørt Egonauts første udgivelse, men de to næste har jeg lyttet igennem. Og dette fjerde album føles som en god opsummering af bandets første 10 års tid. Musikken er fokuseret og sangskrivningen stærk, og selv om bandet blander genrerne lidt, bliver det alligevel til en god og lytteværdig helhed. Tidligere nævnte Candlemass er et udmærket pejlemærke til sammenligning, for Egonaut følger nogenlunde deres skabelon de sidste par år med tyngde og melodi i god harmoni. Det er tungt, men ikke for tungt. Det er melodiøst, men stadig heavy. Og Emil Kyrks vokal har pyntet på helhedsindtrykket.

Alt i alt et godt album, hvor man føler sig underholdt i alle 50 minutter. Anbefales til fans af genren!

Kommentarer

kommentarer