Defecto – Nemesis

Defecto – Nemesis

All Is More…

Det er efterhånden lidt over 1½ år siden, Defecto debuterede med albummet Excluded, og det er vist samtidig nogenlunde sikkert at sige, at tiden imellem dengang og nu har bragt mange oplevelsesrige stunder med sig for det teknisk progressive og melodiske thrashband fra København.

Der gik således ikke ret mange uger fra bandets release til, at anmeldelser fra næsten samtlige danske (og udenlandske) webzines begyndte at regne ned over debuten, og dommen var både prompte og særdeles entydig. Excluded var skiven, man som rendyrket metalhoved havde svært ved at komme udenom, og samtidig beviste de fire fuldvoksne drenge med stor overbevisning, at en teknisk udfordrende genre som progressiv metal ikke længere kun var forbeholdt bandets stilbeslægtede kollegaer i det forjættede land.

Også her på Rockstruck havde undertegnede mere end svært ved at få armene ned over debuten, som foruden den samlede karakter på 9.8 ud af 10 blev stemplet “nok det bedste og mest gennemførte danske metalalbum, som i hvert fald denne anmelder endnu er stødt på.”

Endvidere nærede selvsamme anmeldelse et stort håb om, at Copenhell kunne nå at få en aftale i stand med bandet, inden festivalen rullede ud i juni 2016, og det kunne Copenhell heldigvis godt. Defecto sikrede sig en plads som åbner af festivalen fredag d. 23. juni 2016 (Pandæmonium scenen), og koncerten, der for undertegnede fremstår som intet mindre end legendarisk, blev sandsynligvis det endelige startskud til det metaleventyr, som Defecto har oplevet indenfor de sidste par år. I kølvandet heraf fulgte i hvert fald hurtigt prisen som “Årets Upcoming Act” under High Voltages Award 2017, en opvarmningstjans for selveste Metallica i Royal Arena (grundet bandets massivt voksende fanskare, der stemte Defecto ind som nummer 1 af i alt 10 udvalgte bands) samt Rammstein i Horsens, mens det senest er blevet til at par gigs i Tyskland og en tur til Japan med muligheden for at spille sig ind i japanernes hjerter og pengepunge under Loud & Metal Mania festivallen i Tokyo.

Alt synes dermed indtil videre at have klappet for de fire stålsatte københavnere, Nicklas Sonne – vokal & guitar, Frederik Møller – guitar, Thomas Bartholin – bas og Lars Jensen – trommer. Men én ting er som bekendt fortiden, og selv om Defecto for længst har bevist, at de både kan skrive og udføre sange til noget nær perfektion, er tiden nu endelig kommet for bandet til at skue frem.

Nemesis, som bandet har valgt at betitle “den svære 2’er” er på gaden d. 1. december, og mens Excluded med både stor overbevisning og syvtommersøm slog Defectos værd fast på den danske metalscene, er det nu, at bandet for alvor har chancen for at bevæge sig ud på et mere internationalt farvand.

12 sange (inklusiv intro m.m.) er blevet udvalgt til at stå distancen, og denne gang har allestedsværende frontmand Nicklas Sonne selv stået for alt arbejdet bag knapperne, mens serbisk-fødte Mirza Radonjica-Bang og hans danske pladeselskab Prime Collective igen står for eksponeringen af albummet.

Nemesis lægger ud med et både ildevarslende og pompøst intro betitlet “The Final Night Of Silence”, der sandsynligvis ville kunne få selv Andrew Lloyd Webber til at fælde en tåre, og kort herefter sætter Defecto i gang med titelnummeret, som ligesom startskuddet på Excluded fremstår som en yderst thrashet og iørefaldende én af slagsen.

Hernæst følger sangen “Endlessly Falling”, som langt de fleste trofaste Defecto-koncertgængere efterhånden burde kunne genkende, erftersom den vist nærmest har været spillet til hver eneste live-optræden lige siden udgivelsen af Excluded, og selv om tempoet sparker lidt tungere end bandets øvrige hitpotentielle skæringer, er den bestemt ikke mindre energifyldt.

“Savage” er skivens første single- og videoudspil, så den vil jeg egentlig ikke gøre det store nummer ud af her. Men for de efterhånden få personer, som stadig ikke har hørt eller set videoen, kan jeg da fortælle, at sangen er en rendyrket rock’n’roller, der – i hvert fald for undertegnede – fungerer perfekt som en lille afstikker fra de sædvanlige metalsange, Defecto normalt byder på.

På “The Nameless Apparition” tager Defecto os tilbage på velkendt thrash-grund, og som lytter kan man kun slænge sig trygt tilbage i sædet til endnu et overflødighedshorn af lækker lyd, perfektionistiske breaks, fantastiske hooks samt soli, der i dén grad bare sidder lige i skabet. I den forbindelse vil jeg dog lige nævne, at soloen, der begynder cirka 1:50 inde i sangen, for mig fremstår langt stærkere end den efterfølgende solo. Ikke på grund af selve guitarspillet, og jeg er i øvrigt ikke klar over, hvem af de to herrer, Nicklas Sonne og Frederik Møller, der spiller hvad. Men lyden på første solo er bare mere kantet og upoleret, og til et i forvejen perfektionistisk band som Defecto passer det bare langt bedre med en mere rå og primal guitarnerve frem for en solo, der lyder som om, den lige skal passere keyboardet, inden vi andre kan få lov at lytte med. Omvendt står netop disse to soli i strålende kontrast til hinanden, og der er som førnævnt absolut intet at påpege i forhold til den tekniske udførsel af hverken den ene eller den anden solo.

“The Sacrifice” er skivens ballade, og i forhold til forrige albums sjæler, “The Final Transition”, har Sonne og co. denne gang valgt en lidt mere enkel tilgang til kompositionen, der giver denne ballade et langt stærkere udtryk end førnævnte “TFT”. Klassisk pianolyd og sørgmodig vokal snydes man heller ikke for i denne omgang, men det virker bare som om, drengene er kommet omend endnu længere i selve sangskrivningen, samtidig med, at Nicklas på denne skæring simpelthen synger røven ud af bukserne på alt og alle. Et smukt og velplaceret pusterum fra resten af skiven.

Og så bliver man sgu’ lige inviteret til Spanien for en kort stund i form af introen til sangen “Ode To The Damned” – en af mine helt klare favoritter på Nemesis. Det er altid lækkert at høre metalmusikere, der også mestrer andet end selve metallen, og det riff, der følger efter bandets lille Sangria-trip, er efter min overbevisning et af pladens allerfedeste overhovedet.

“Gravity” lyder måske i starten som et fyld-ud-nummer, men bedst som man tænker, at det bliver lidt ensformigt og irrelevant, viser Defecto endnu engang format og giver os et iørefaldende og rendyrket heavy metal omkvæd i verdensklasse.

De tre næste sange, “Ablaze”, “Before The Veil” og “We’re All The Enemy” er alle klassiske Defecto-skæringer og som sådan ikke nødvendige at gå i detaljer med, men jeg vil dog alligevel fremhæve især sidstnævnte for Sonnes growlende vokalpræstation i versene, hvilket i bund og grund bare lyder alt, alt for fedt.

Skivens sidste sang er er den næsten otte minutter lange “Ascend To Heaven”, og her har vi at gøre med et klassisk slutnummer, der langsomt bygger op fra piano og vokal til tung og pompøs føle-metal, hvorefter vi til sidst vender tilbage til klaveret – nænsomt akkompagneret af Nicklas’ vokal. Efter min mening ikke pladens stærkeste sang, men bestemt heller ikke ligegyldigt fyld-ud, hvilket nok især skyldes, at man hele tiden kan høre, at drengene lægger både blod, sved og sjæl i alt, hvad de rører ved.

Man kan klandre Defecto for mangt og meget. Det pompøse orgel, der florerer overalt på Nemesis vil bestemt ikke appellere til alle metalhoveder, og det samme gælder i særdeleshed guitarlyden på mange soli, der som tidligere nævnt lyder som om, de er kørt gennem et keyboard for at perfektionere både tonerne og samspilet de respektive instrumenter imellem. Dertil kommer mange af omkvæddene, som med lidt god vilje sagtens kunne have medvirket i en østeuropæisk EuroVision sang, og brutaliteten samt det rå, primale udtryk er – desværre, vil nogen sikkert mene – om ikke sporadisk, så i hvert fald heller ikke allestedsværende på denne skive, hvilket især skyldes den polerede og noget nær “perfekte” produktion.

Men Defecto er ikke kun et thrashband – dertil er ambitionerne alt for høje, og Nicklas Sonne og co. er ikke bange for at søge udover de danske grænser. Tværtimod synes målet at tænke så stort som muligt i alle mulige henseender, og lytter man til Nemesis på disse præmisser, er der p.t. ingen danske bands, der bare når i nærheden af Defecto.

Nicklas Sonne har aldrig været bange for at tale om sin fortid som en på mange måder ekskluderet dreng, der har måttet kæmpe sig vej igennem både modvind og manglende forståelse fra omverdenen for at nå frem til sin nuværende position, og som følge heraf fremstår Nemesis som en fuldt forståelig handling fra den i dag fuldvoksne og karismatiske frontmand samt hans musikalske kammersjukker. “Bigger & Better” eller “All Is More” lader helt klart til at være drivkraften på dette album, men på trods af de skyhøje ambitioner samt den noget udanske og Jantelovs-destruerende tilgang, indfrier bandet samtlige forventninger på Nemesis, der både sangmæssigt og i sin helhed overgår Excluded på alle fronter.

Julen kommer tidligt i år, og det kan vi takke Defecto for…

  • Music In General - 10/10
    10/10
  • Personality - 10/10
    10/10
  • International standard - 10/10
    10/10
  • Production - 10/10
    10/10

Album Info

Defecto
Nemesis
Prime Collective
1. december 2017

10/10
User Rating: 4.8 (5 votes)
Sending

Kommentarer

kommentarer