Copenhell 2015 i retroperspektiv

Copenhell 2015 i retroperspektiv

  • Musikken
  • Maden
  • Underholdningen
  • Stemningen

Festival Info

Copenhell 2015
Arrangører: Jeppe Nissen og co.
Musik: Slipknot, Kreator, Exodus, Gojira, At The Gates, The Darkness, Blues Pills, Life Of Agony, Morgoth, Bloodbath, Halshug, Franklin Zoo, Butcher Babies, Body Count m.fl.

4.6
User Rating: 5.0 (1 votes)
Sending

Metal og festivitas af en anden (under-) verden

redaktionen-stig-nyeng3En saga blot

Det er mandag. Fenrisulven er igen gået under jorden – eller bordet, om man vil, og selv om de rystende hænder og den resterende alkoholprocent i blodet bevidner om det modsatte, er Copenhell 2015 nu officielt kun en saga blot. Endnu et helt år skal løbe igennem timeglasset, før vi igen kan  samles til en god gang metal og festivitas af en anden (under-) verden, men inden vi begynder at kigge frem mod næste års 16., 17. og 18. juni til endnu en gang smadder, er et mindre tilbageblik på dette års helvedesdyrkning vist på sin plads.

Danmarks fredeligste festival

Rockstruck & friends…

Men før vi giver os i kast med musikken, sprutten, maden, og alt hvad Copenhell sædvanen tro ellers byder på, bliver jeg sgu’ nødt til lige at takke samtlige 9.999 andre deltagere for igen i år at have bidraget til, hvad der efterhånden må betegnes som Danmarks absolut fredeligste festival. At en så massiv horde af kødspisende,hashrygende, metallyttende og alkoholkonsumerende vikinger fra hele Skandinavien kan finde ud af at enes (eller i hvert fald enes om ikke at enes), er mig virkelig stadig en gåde. Marketingschef på Copenhell, Toke Holt fortaltemig således på én af festivalens nyeste påfund, Sort Kro, at der indtil videre er rapporteret ét eneste decideret slagsmål i løbet af hele festivalens 6 år lange historie, og hvis dét ikke slår det gamle ord om, at man ikke skal skue (ulve-) hunden på hårene, fast med syvtommersøm, må jeg fuldkommen have misforståets ordets egentlige betydning. Det har jeg ikke, og det har festivalens gæster heldigvis heller ikke. Overalt hvor man bevægede sig hen på Refshaleøen i løbet af torsdag til lørdag, var stemningen trods den højlydte atmosfære mere og langt større end bare fredelig. Den var varmere end helvede på en solskinsdag, og det er fandeme både en bedrift i sig selv og en stor, stor fornøjelse at være en del af.

De gode, de dårlige og de glemte

Copenhell artistic line up for 2015…

En helt anden fornøjelse var – som altid, kunne man næsten fristes til at sige – musikken. Programmet for 2015 var ifølge en stor del af Danmarks metalfolk inden festivalens start nærmest lige til at lukke op og skide i, men som det heldigvis oftest er med os danskere, er intet nok helt så slemt, som det først antages. Personligt havde jeg rigeligt at både se og høre til i de lidt over tyve ud af fyrre bands, der spillede på Refshaleøen i denne weekend, men selv om beklagelserne var mange, før torsdagen oprindt, oplevede jeg glædeligvis ikke mange sure miner, da festivalen først blev skudt i gang.

Årets favoritter talte for undertegnede blandt andet Kreator, Blues Pills, Gojira, Butcher Babies, Life Of Agony, Franklin Zoo, Morgoth, Halshug, Bloodbath, At The Gates og lidt overraskende Pretty Maids, mens Body Count, The Darkness, Cannibal Corpse, Nuclear Assault og til en vis grad også Konkhra skuffede. Exodus oplevede jeg grundet al for massive mængde alkoholindtagelse under torsdagens program ikke, og Red Fang, som jeg ellers havde set mere end frem til at høre, kan jeg af samme årsag ikke rigtig huske. Ærgeligt, kan man måske fristes til at sige, men med så mange bands samlet over én weekend, er et par musiske missere vel i bund og grund undskyldt.

Skagensmalerier og morfar på højen

Helviti stage…

De bedste kulinariske oplevelser stod Fucking Sprød Svin, Folkekøkkenet og Sort Kro for. De to førstnævnte er størstedelen forhåbentlig bekendt med allerede, men som nyeste madskud på Copenhells altid velassorterede madstamme, er især Sort Kro værd at bide mærke i, og i selskab med en mindre flok af festivalens absolut flinkeste gæster, fik jeg således serveret højt belagt smørrebrød af højeste kvalitet til kulisserne af Skagensmalerier og halvfjerdser-falmede lamper. Følelsen af at være på kro et sted i Nordjylland udeblev dog især grundet de sorte affaldssække, der udgjorde kroens vægge. Men Copenhell er heldigvis et langt sjovere sted at være, og med et par velskænkede snaps til maden, blev der ovenikøbet også plads til en morfar oppe på “højen” til tonerne af Hammerfall, som i lørdagens anledning gæstede Helviti scenen. Dem må jeg jo så bare have til gode.

Nedtællingen er næsten begyndt

Når alt kommer til alt, har jeg endnu engang kun priser og rosende ord tilovers for samtlige af dette års indvolverede – lige fra de kreative hoveder bag Copenhell til festivalens mange frivillige og gæsterne generelt. I hvert fald havde jeg personligt igen i år en fest, vis lige mine skriveevner på nuværende tidspunkt ingenlunde formår at beskrive, og når engang min krop vender tilbage til nogenlunde normale tilstand, vil jeg igen begynde at tælle dagene ned til næste års fest på Refshaleøen. Indtil da skal jeg bare lige ha’ mig en lur…

Kommentarer

kommentarer