Alice Cooper – Paranormal

Alice Cooper – Paranormal

  • Music In General - 9.5/10
    9.5/10
  • Personality - 9/10
    9/10
  • International standard - 10/10
    10/10
  • Production - 8.5/10
    8.5/10

Album Info

Alice Cooper
Paranormal
28. juli 2017
Ear Music

9.3/10
User Rating: 4.0 (1 votes)
Sending

Et gennemført fantastisk rockalbum, og måske det bedste Alice Cooper album nogensinde…

First things first… det her er Alice’ 25. studiealbum! FEM-OG-TYVENDE! Manden er langt inde i sit 6. årti som “recording artist”…

Alice er den sidste rigtige rock’n’roller, der er tilbage. De andre er døde eller faldet af på den – fuldstændigt! Imponerende nok så kan Alice blive ved med at lave de fedeste rockalbums, også selvom sprut, piller, kokain og damer er lagt på hylden.

Men hvordan står det så til på Paranormal? Holder den dampen oppe efter Welcome 2 My Nightmare fra 2011? Og er lyden blevet ”Ghost-agtig”, som man kunne frygte efter singleudspillet med titelnummeret?

Ja, der er faktisk mange spørgsmål, der skal besvares.

Alice har aldrig været bleg for at eksperimentere på sine albums, og på forgængeren var der således både swing-jazz og disco – altså udført på den dér Alice’ske måde, hvor det alligevel bliver til rock’n’roll.

Singleudspillet ”Paranoiac Personality” lovede godt, rigtig godt! Som en ven sagde, så leder den tankerne hen på nummeret (klassikeren) ”Go To Hell” fra 1976.

Næste singleudspil, titelnummeret, lovede ikke helt så godt. Den blev med rette kritiseret en lille smule, for at have en touch af noget Ghost-agtigt noget. Ghost er inspireret af Alice – og det skal der helst ikke byttes rundt på.

Albummet starter med titelnummeret. Det springer vi let og elegant henover – det har de fleste hørt! Dernæst sker der noget!

Albummet katapulterer sig tilbage til 70’erne, og ”Dead Flies” kunne snildt have været på nogle af de gamle albums fra slut 70’erne /start 80’erne. Hovedriffet er i hvert fald noget, som sagtens kunne have ligget fra den gang.

På nummeret ”Fireball” fortsætter 70’er-rocken, med hammond orgel og simpel, simpel riffing. Alice’ vokal er mikset lidt ”tønde-agtigt” på dette nummer, og det er sgu’ lidt ærgerligt, for det er fandme et fedt nummer.

Næste nummer er ”Paranoiac Personality”, som også er hørt tidligere, så den piller jeg ikke mere ved. Vil dog lige påpege, at det er et møgfedt nummer!

”Fallen in Love”… Ja tak! Bluesrock af verdensklasse-skuffen! Og man er ikke 2 sekunder i tvivl om, at det er Billy Gibbons fra ZZ Top, der vrider guitaren på dette nummer. Den mand er verdensmester i at få simpel, simpel bluesrock til at swinge mere end dobbelt D’erne i en Russ Meyer film! For mig er det her et af de fedeste numre på skiven! Det svinger, rocker og rykker på samme tid! Alice og Billy skal lave et album sammen! Det stemmer jeg for!

”Dynamite Road” er en stampende uptempo rocker, som har et drive og omkvæd, der leder tankerne hen på horror country bandet Ghoultown. Det rykker i en, når man hører det! Fuck, det er fedt!

”Private Public Breakdown” sender os i rasende fart – igen tilbage til 70’erne. Nummeret kunne sagtens have været på et album som Killer eller Billion Dollar Babies. Et kæmpestort nummer og et omkvæd, der bare skriger på at blive udført live.

Næste nummer i rækken er ”Holy Water”, hvor der både er inkorporeret swing-slag på trommekanten, blæser-segment og jeg skal gi’ dig, skal jeg. Det swinger og falder på ingen måde udenfor Alice Cooper-formlen, men det er dog samtidig heller ikke umiddelbart albummets stærkeste nummer.

”Rats” er rendyrket power rock’n’roll med skramlende boogie drive! Det holder maksimalt, og Alice viser, at selvom man er en hastigt på vej til 70 (4.2.2018), så kan man stadig godt være en fænomenal rock’n’roll sanger. Henriksen og Denander får lov til at udleve deres vådeste guitar boogierock-drømme sammen med en Alice, der leverer sin trademark snerren. Nøj, det er fedt!

”The Sound of A” er albummets ballade – og hvilken én! Nummeret er skrevet i 1967, men aldrig indspillet og brugt. Det var faktisk Dennis Dunaway fra det originale Alice Cooper band, der påpegede, at Alice’ første sang nogensinde aldrig var blevet indspillet. Det er den nu – heldigvis.

Det er lidt småsyret 60’er rock med et drømmende udtryk, men fuck, hvor er det fedt! Det giver associationer til temaet fra mangt en Bond-film. Det er absolut en værdig afslutning på albummet.

Nu skrev jeg godt nok afslutning… Det passer ikke helt. For der er til lejligheden (dobbelt CD’en og LP’en) indspillet 2 spritnye numre med The Original Alice Cooper Band – Alice, Dennis Dunaway, Michael Bruce og Neal Smith.

”Genuine American Girl” er ubetinget årets partyhit! Hold nu kæft, hvor det svinger! Det er rendyrket røvballe rock, men for satan da. Det er så fedt at høre de gutter, der skrev og indspillede klassikere som ”The Ballad of Dwight Fry”, ”Billion Dollar Babies”, ”School’s Out”, ”Under My Wheels”, ”I’m Eighteen” og hvad har vi, være så meget i hopla igen! Det er formodentlig også et nummer, der vil blive spillet live, for det ligger i den grad op til synge-med og dansant.

”You and All of Your Friends” er igen et nummer, der snildt kunne have været på 70’er albummene. Det er klassisk, det er stort, det er rock. Ikke det bedste nummer, men det er så afgjort heller ikke dårligt.

I mine øjne har vi at gøre med det bedste Alice Cooper album siden, ja, siden…

Det er et gennemført fantastisk rock album! Det er længder bedre end de albums, Alice har udsendt i 80’erne, 90’erne, 00’erne og 10’erne…

Fordi jeg kun er en knægt, der ikke husker Alice fra 70’erne, så vil jeg tillade mig at udråbe dette album, som det bedste Alice Cooper album nogensinde.

Nej, der er ikke kæmpehits på som ”School’s Out”, ”Poison” og alle de andre, men som et sammenhængende album er det simpelthen et overdådigt overflødighedshorn af rock, swing, blues og boogie.

Alt sammen med en fed produktion, hvor man slet ikke er i tvivl om, at vi har med et af de fedeste rock’n’roll bands at gøre.

Old-timeren har leveret – igen… og ja, der er ubetinget købepligt!

Kommentarer

kommentarer